Dette er et oplæg afholdt af den fiqh-kyndige shaykh ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariyy, må Allah være nådig med ham, den 3. Rabii^ul-aakhir i året 1404 e.e. omhandlende en redegørelse for god moral og tungens fare og hvad der begås af synder via tungen. Denne lektion blev påhørt af shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy, shaykh Nabiil Ibn Muhammad Ash-Shariif, shaykh Jamiil Ibn Muhammad Haliim, shaykh Muhammad Ibn Mustafa al-Bakriyy og shaykh ^Abdur-Razzaaq Ibn Muhammad Ash- Shariif. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning til Allah, verdnernes Herre. Ham tilhører gavmildhed, foræringerne og de fuldkomne lovord, og må velsignelser og hædersbevisninger fra Allah, Den Generøse og Nådige samt bønner fra de overordnede engle være over vor mester Muhammad; det ærværdigste sendebud, profeternes segl, verdnernes Herres elskede og fremføreren af forbøn for de troende på dommedagen, samt over hans brødre blandt profeterne og sendebuddene.
Allah, være ophøjet, forærede os nogle kropsdele for at anvende dem i lydighed til Ham og i hvad der er til gavn for os. Disse skal vi værne om mod at synde mod Ham. Han forærede os disse kropsdele som en prøvelse, således vil den, der anvender disse kropsdele i hvad Allah, være ophøjet, billiger og undlader at anvende dem i hvad Allah har gjort forbudt, høre til de taknemmelige skabninger. Denne vil ikke være skyldsbærende derfor i det hinsides, idet denne har anvendt dem i hvad Allah tillader samt værnet om dem mod hvad Allah har forbudt og gjort ulovligt.
Disse kropsdele varierer i hvad angår graden af grovheden for udøvelsen af synder. Den farligste og mest alvorlige kropsdel at bedrive synder med er tungen. Det er derfor Allahs sendebud, må Allah ophøje hans rang, formanede om langvarig tavshed undtagen af god tale, som det er berettet af Imam Al-Bayhaqiy. God tale er hvad der indbefatter lovprisning af Allah, koranrecitation, tahlil, tasbih, tahmid, takbir og lignende af hvad der omfatter at prise Allah, være ophøjet, ligeså gælder det de gode ord, som en troende siger for at glæde sin troende trosfælle. Dette hører til tungens gode gerninger, selv hilsen på en troende er en god gerning, hvis man sigter med hilsenen at opnå belønning fra Allah.
Forudsætningen for at opnå belønning for alle disse gode gerninger, som udøves med tungen, det være sig lovprisning eller hilsen på en troende, er at udføre det oprigtigt og sigte med det at opnå belønning udelukkende fra Allah, være ophøjet. Allah, være ophøjet, befalede Sine skabninger disse ting, og Han befalede os at lovprise, glorificere og ophøje Ham samt al tale som medfører en hinsidig nytte eller en dennesidig nytte, der er lovlig i Allahs lovgivningen, når hensigten er at benytte det til at kunne praktisere lydighed til Allah, være ophøjet.
Allahs sendebud, må Allah ophøje hans rang, tilskyndede os til at afholde vore tunger fra hvad der ikke er os til noget nytte. Det er blevet formidlet til os via en autentisk kæde i bogen ”As-Samt” af ^Abdillaah Ibn Muhammad Ibn ^Ubayd Al-Qurashiy, at Allahs sendebud, må Allah ophøje hans rang, sagde noget, som indebærer ros af de to egenskaber; god moral og langvarig tavshed.
Betydningen af udtalelsen er at de to attributter rummer megen godhed; god moral og langvarig tavshed. For hvad angår god moral, defineres den som, at man binder sig til at udføre godhed med folk, dvs. at gøre godhed mod dem både i ord og handling, at holde sig fra at skade dem samt at udholde den skade, der måtte komme fra dem. Dette er god moral; at være godgørende, dvs. at du gør godt mod folk uden at afvente gengældelse fra andre, men at underkue egoet til at gøre godt mod folk hvad enten de gør dig godt eller ej. Altså at man gør godt mod alle; mod den, der værdsætter din godgørenhed og gengælder din godgørenhed med godgørenhed samt mod den, som ikke værdsætter din godgørenhed og ikke gengælder din godgørenhed med godgørenhed.
Dette var profetens skikke, må Allah ophøje hans rang. Det er ikke at udføre godhed mod dem, der gør godt mod dig og at forulempe dem, der forulemper dig. Det er derimod at underkue egoet dvs. at tvinge det til at gøre godt mod alle, uden at tænke på om de gør én godt som man selv gør godt mod dem eller at de ikke gør én godt. Allahs profeter, må Allah ophøje deres rang, plejede at gøre godt mod alle, både dem, der tog godt imod deres kald og dem, der ikke gjorde. Dvs. profeterne ønskede godhed for menneskene, derfor var det deres skik at udholde hvad deres folk, som de kaldte til islam, plejede at reagere med. De plejede tit at forulempe dem, trætte dem samt gør dem fortræd, men de holdt fast ved at ønske dem godhed.
Meningen med godhed her er hvad der er godhed hos Allah, og er altså i denne sammenhæng ikke alt som egoet higer efter. De søgte ingen gengæld fra dem, men kaldte dem til lydigheden af Allah, være ophøjet. Men de gengældte deres godhed med skade, bandeord og uretmæssige anklager, med undtagelse af dem, som Allah skænkede Sin nåde. Disse er lyksalighedens folk, som Allah skæbnebestemte for dem at være retledte af disse profeter. Disse tog godt imod deres kald uden at forvolde dem nogen skade såsom Abu Bakr, ^Aliyy og Abi Dhar Al-Ghifaariy. Disse var blandt de første til at slutte sig til islam uden at de havde forinden påført Allahs sendebud, må Allah ophøje hans rang, nogen skade.
Nogle lærde anvendte et ordsprog i denne betydning, de sagde: ”En troende bør være som et frodigt træ, som forærer sine frugter til den, som hamrer det samt til den, der plukker uden at hamre”. Dvs. uden at rive en gren deraf. Træet giver ud af sine frugter til dem begge. Sådan skal en troende også være, dvs. denne skal gavne andre og gøre godt både mod den, der gengælder hans godgørenhed med godgørenhed samt mod den, der gengælder hans godgørenhed med det modsatte. Denne skal opsøge belønning fra skaberen samt underkue sit ego og have til hensigt at søge belønning fra menneskenes skaber, uden at tænke på om de værdsætter ens godgørenhed eller ej. Denne siger, jeg gør godt mod dem uagtet om de gør mig godt eller forulemper mig.
Profeten, må Allah ophøje hans rang, sagde: ”…. god moral og langvarig tavshed”. For hvad angår langvarig tavshed så betyder det, at man tit og ofte holder sig tavs og ikke siger andet end, hvad der indebærer godhed dvs. udelukkende, hvad der gavner én i de verdslige anliggender eller af de gode handlinger, det være sig lovprisning af Allah, koranrecitation eller at formidle en muslim om, hvad der gavner denne i hans religion eller verdslige anliggender og som ikke indebærer at synde mod Allah, være ophøjet. Idet når formidlingen ikke indgår i anliggender som lovgivningen har gjort tilladt, da vil det have katastrofale følger for dens indehaver.
Du må ikke formidle nogen noget, som du er velvidende om, at denne vil benytte sig af til at synde mod Allah, være ophøjet. Du opnår intet godt derved. Derimod er det, at du formidler nogen noget, som ikke er syndigt, den prisværdige handling, der hører til godhed og godgørenhed. Således bør den, som stræber efter dette, vænne sig til at formindske sin tale, dvs. den tale, hvori man ikke kan se en hinsidig nytte og som ej heller hører den til det, som bistår én i sine verdslige anliggender. En sådan tale skal man holde sin tunge fra og så skal man leve sådan hele sit liv. Derimod hvis man ikke vænner sig til at holde sig fra slet tale, da vil man blive lokket i de farlige, destruerende fordærv, som dumper én i helvedets ild.
Tungen kan være en hjælp for dens indehaver til at udføre de gerninger, som er gavnlige hos Allah, være ophøjet. Den gerning som Allah billiger og som man udøver med sin tunge, kan være let og kræver ikke store anstrengelser, men Allah kan hæve én derfor til høje trin. Således skal man ikke undervurdere nogen af de gode handlinger, som man udøver med tungen. Lad man hilse på de muslimer man kender, og de muslimer som man ikke kender. Nyser en muslim, lad man udføre tashmiit for denne muslim (sige et udtryk til vedkommende der indebærer en bøn om nåde). Måske er denne muslim en waliyy, og når denne svarer tilbage på ens udtalelse: ”Må Allah være dig nådig”, kan ens status, ved denne korte bøn fra denne retskafne skabning, højnes til høje trin. Alt dette for at man siger: ”Må Allah være dig nådig”. Dette udtryk er en meget let aktivitet for tungen og indebærer ingen anstrengelse eller træthed. Hvis den person, man har gjort tashmit for, var en waliyy og denne så svarer tilbage med: ”Må Allah tilgive os og dig” eller ”Må Allah retlede dig og udbedre dit hjerte”, da vil man af Allah blive højnet for denne bøn til høje trin og ens tilstand vil blive udbedret. Dette kan ske selv hvis denne person inden da havde været meget skødesløs i hvad angår lydighed til Allah og langt borte fra flid og ihærdighed. Derpå vil ens iver og interesse være styrket af Allah for denne bøn, og da højnes ens status hos Allah, være ophøjet.
På den anden side hvis mennesket lader sin tunge styrte ukontrolleret afsted i fremsigelse af udtryk som Allah, være ophøjet, ikke billiger, da kan man for dette blasfemiske udtryk falde helt ned til bunden af helvedet. Helvedets bund har en afstand på 70 år i faldet fra toppen af helvede. En dag sad Allahs sendebud, må Allah ophøje hans rang, med sine ledsagere og så hørte de et brag. Han spurgte dem: ”Ved I hvad det var?”, så sagde de ”Allah og Hans sendebud ved bedst”. Han, må Allah ophøje hans rang, sagde: ”Det var en sten der blev kastet i helvede for 70 år siden og nu er den nået bunden deraf”, berettet af Muslim. Braget var lyden fra at stenen ramte helvedets bund. Helvedet ligger langt væk fra os. Der er syv jorde imellem os og den; altså der er denne jord samt de seks andre jorde nedenunder. Allah, være ophøjet, gjorde ledsagerne i stand til at høre braget, så at de kunne lære fra Allahs sendebud denne vigtige pointe, som rummer både en påmindelse og en advarsel.
Ofte forekommer en sådan tale, som får dens indehaver til at styrte ned i helvede, af den type der er fremkommet i profetens udtalelse: ”Man kan fremsige et udtryk, som man ikke kan se noget forkert ved, hvilket man, som følge deraf, vil falde 70 år i helvedet”, berettet af At-Tirmidhiy. Ved en enkelt spøg, som man ikke kan se noget forkert ved, kan man gøre sig fortjent dette fald i helvede helt ned til bunden på dommedagen.
I dag fortalte en person mig, at han sagde i spøg til sin ven: ”Jeg slagter dig for Allahs skyld”, hvilket er vantro. Havde han blot sagt: ”Jeg slagter dig”, da ville han ikke have begået vantro. Men i og med at han tilføjede dertil: ”For Allahs skyld”, begik han vantro. Han spøgte med sin ven, og der var ikke tale om et skænderi, og så faldt han i denne mægtige, dødelige synd, uden at han havde en anelse om eller var klar over at han er havnet i dette alvorlige dilemma.
Dette er blandt de udtryk som sendebuddet, må Allah ophøje hans rang, har sagt: ”Man kan fremsige et udtryk, som man ikke kan se noget forkert ved” dvs. at man ikke anser det for værende syndigt, selv om det i virkeligheden er noget af de groveste synder, idet det er vantro. Hvorfor begik denne person vantro? Det er fordi han anså slagtningen på en muslim som en god handling, man kan søge belønning hos Allah for, hvilket indebærer at lovliggøre den største synd efter vantro. Hvad er den største synd efter vantro? Det er uberettiget manddrab. Han udtrykte med sine ord ”For Allahs skyld” at denne synd er en legitim, prisværdig handling, selv om denne ikke tror på det i hjertet.
Troen på det fremsagte ord er ikke en betingelse. Den, der fremsiger et blasfemisk udtryk – uanset om man tror derpå eller ej – kommer ud af islam og gør sig fortjent nedfaldet helt ned til helvedets bund, som har en afstand på 70 år.
Et sådant blasfemisk udtryk forekommer ofte ved vrede. Når man skændes med nogen og bliver vred på denne, bliver man i mange tilfælde lokket i fordærv og begår vantro. Det kan også ske i spøg, vær derfor yderst agtpågivende mod dumdristighed i tale, der får én til at styrte ned i helvedet.
Lovet og hævet er Allah, og lovprisning tilkommer Allah, verdnernes Herre.