Dette er et oplæg afholdt af sufi, dogmatikeren, den fiqh-kyndige shaykh ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariyy, må Allah være nådig med ham, omhandlende en redegørelse for den gode ny-indførelse samt en fremstilling af de sufi-skoler der var indført af nogle retskafne. Denne lektion blev påhørt af shaykh Jamiil Ibn Muhammad Haliim, shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy, shaykh Nabiil Ibn Muhammad Ash-Shariif, shaykh ^Abdur-Razzaaq Ibn Muhammad Ash- Shariif og shaykh Muhammad Ibn Mustafa al-Bakriyy. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning tilkommer Allah, verdnernes Herre og må Allah ophøje rangen af sendebuddenes mester og af hans rene og hæderlige efterslægt, og må Allah beskytte hans nation mod det, han frygtede for den.
Allah, være ophøjet, har gjort det lovligt for de troende lærde at innovere i religionen, hvad der stemmer overens med koran og hadith, og Han, være ophøjet, har forbudt at indføre i religionen noget, der strider imod koran og hadith. Således er det, som videns folk innoverer af, hvad der stemmer overens med koran og hadith, godkendt af Allah, og det betegnes ikke som en dårlig innovation. Den forbudte innovation er det, som folk innoverer af, hvad der strider imod koran og hadith.
Islams retskafne lærde har innoveret nogle sager i religionen, som ikke er nævnt i koran eller af sendebuddet. I det første århundrede i den islamiske tidsregning, indførte ^Omar Ibn ^Abdil ^Aziz, må Allah beære ham, Mihraab med en niche i moskéerne, hvilket er en fordybning i en væg i moskéen, der angiver retningen mod Mekka (qibla). Inden da var der ikke nogen Mihraab med en niche hverken i profetens moské eller i andre blandt ledsagernes moskéer. Ej heller var der for profetens moské eller for en anden moské en minaret; det var også ham, der indførte det.
Sekshundrede år senere indførte en retskaffen lærd og konge fejring af profetens fødsel (Mawlid) i måneden Rabii^ul Awwal, hvilket Islams lærde enstemmigt har godtaget. De sagde ikke, at det er noget, som profeten ikke udøvede, ergo er det en syndig innovation.
Men et hundrede år før, indførte Shaykh Ahmad Ar-Rifaa^iy og Shaykh ^Abdul Qaadir Al-Djaylaaniy de sufi-skoler (Tariqah), og det er blevet godtaget af Islams lærde undtagen af den vildfarende sekt, wahhabiyyah. Disse afviser Mawlid samt sufi-skolerne og anser dem for værende syndige, dog afviser de ikke Mihrab eller minareterne. Disses holdning har ingen værdi, idet de handler ikke ud fra lovgivningens normer, men disse holder fast i, hvad de bryder sig om og afviser hvad de ikke bryder sig om.
Hvis man fortæller wahhabisterne, at alle disse fire praksisser har hverken profeten eller ledsagerne udøvet, men at de blev indført af efterfølgerne, og man spørger dem om, hvordan de kan godtage to af dem og afvise to, idet de godkender Mihraab og minareterne, men afviser Mawlid og Tariqah, til trods for at profeten ikke har gjort nogen af dem, så har de har intet svar for det, men de har det bare godt med at forvirre muslimerne.
Både Shaykh Ahamd Ar-Rifaa^iy og Shaykh ^Abdul Qaadir Al-Djaylaaniy levede i samme æra i Irak. Awliyaa´ fra denne tid plejede at sige om Ahmad Ar-Rifaa^iy, at han var den shaykh med højeste rang i deres tid. Shaykh Ahmad Ar-Rifaa^iy, må Allah beære ham, var en fiqh-kyndig lærd samt en koranfortolker og hadith-lærd. Han var det mest vidende menneske i sin tid omkring Allahs bog og Allahs sendebuds hadith. Dog beskæftigede han sig ikke med at forfatte bøger, men beskæftigede sig med at undervise folk i fiqh, monoteisme, fortolkning og hadith. Han havde to daglige undervisningsforsamlinger, en ved begyndelsen og en ved slutningen af dagen på nær om torsdagen, da han brugte den til at prædike. På en bestemt nat i løbet af året plejede der at samles i hans forsamling et hundrede tusinde personer, der søgte velsignelse deraf, og han sørgede for deres mad og drikke. Dette er ikke sket for nogen anden waliyy, og det er en af de unikke ting som han blev skænket af Allah.
Han betegnes som Abu Al-^Abbaas, Abu Al-^Alamayn samt Al-^Uraydjaa´s shaykh (Den lille haltende piges shaykh). Dette er fordi han engang drog til en landsby ved navn Al-Haddaadiyyah, hvori han havde nogle tilhængere. Han blev varmt modtaget af dens mænd og kvinder, og heriblandt en halt, pukkelrygget og skaldet pige. Da hun så ham, henviste hun sig til ham og bad ham om at bede en bøn for hende. Hun sagde: ”Jeg kan ikke længere udholde al den hån fra pigerne i min landsby”. Shaykh Ahmad udførte en bøn til Allah, om at fjerne hendes skavanker. Hendes ben rettede sig op, hendes ryg blev rank og der voksede hår på hendes hoved øjeblikkeligt, derved blev han kaldt Shaykh Al-^uraydjaa´, dvs. shaykhen, som helbredte den lille haltende pige.
Desuden har Allah, være ophøjet, æret hans tilhængere og følgerne af hans Tariqah med nogle beæringer. Allah gjorde rovdyr, djinn, ild og slanger føjelige for dem. De var kendt i både øst og vest for at tænde et stort bål og indtræde i det, mens de lovpriste Allah indtil det gik ud, uden at det voldte dem nogen skade eller at det brændte deres tøj. De plejede at indtræde i de gloende ovne og sove på en side deri, mens bageren bagte brød på den anden side.
Blandt hans dyder, må Allah beære ham, er at han havde en morbror, der var en stor waliyy ved navn Shaykh Mansour. Denne så Allahs sendebud, må Allah ophøje hans rang, i drømmen, sige til ham: ”Forkynd din søster det gode varsel, at hun vil blive gravid efter fyrre nætter med en dreng, der vil være al-Awliyaa´s mester ligesom jeg er profeternes mester”. Hans moder blev efterfølgende gravid med ham fyrre nætter efter den nat. Da hun fødte ham, viste hans morbror stor omsorg med at opdrage ham og lære ham de islamiske etikker, så voksede han op, må Allah beære ham, med en god opvækst indtil han blev den bedste waliyy i sin tid.
Efter de to Tariqah; Rifaa^iyyah og Qaadiriyyah, fremkom Shaadhiliyyah, Naqshabandiyyah og Badawiyyah tariqah og de nåede op på fyrre tariqah.
Alle disse Turuq højner ens status hos Allah, men Allah, være ophøjet, tillagde Rifaa^iyyah-tariqah en fortrinlighed over alle andre turuq. Mange turuq foruden Rifaa^iyyah var udsat for forvrængninger. Deres tilhængere afveg og særligt Shaadhiliyyah, som undergik en enorm stor forvrængning, vi søger tilflugt hos Allah mod vantro. De fleste, der nu om dage relaterer sig til Shaadhiliyyah, besidder ikke den islamiske tro. Blandt det groveste, som de, der afveg fra Shaadhiliyyah har nået til, er at de begyndte at sige, at Allah befinder sig i hvert eneste menneske, både han- og hunkønnet. Dermed løsrev de sig fra monoteisme og trådte ud af Islam. De er repræsenteret i Libanon, Syrien, Palæstina og Jordan. Denne afvigende Shaadhiliyyah gruppe kaldes for Shaadhiliyyah Yashrutiyyah. Deres shaadiliy Shaykh, som de relaterede sig til, hedder Nour Ad-Diin Al-Yashrutiy, og han var en sand monoteist. Han oprandt fra Tunesien og drog til Palæstina til en by ved navn Akko og tiltrak mange tilhængere. De fleste af dem afveg dog, farede vild og frafaldt Islam i hans levetid. Kun ret få af hans tilhængere drog sig nytte af ham og holdt sig fast til hans vejledning.
En meget retskaffen lærd fra Libanon relaterede sig til ham, og efter hans død, kom der et lys ud fra hans grav op mod himlen. I nærheden af den gravplads, hvor han er begravet i Beirut findes der en kirke for de kristne mod østsiden. En nat så to kristne nonner et lys komme ud fra hans grav i denne gravplads op mod himlen. De lokaliserede graven og næste dag om morgenen gik de hen til graverkarlen og spurgte ham om gravens indehaver, og da fortalte han dem, at det er Shaykh Mustafaa Nadjaa; Libanons mufti. Denne ærværdige lærde og få andre drog nytte af denne Shaykh, men de andre begik vantro, vi søger tilflugt hos Allah mod det.
Allah beskyttede rifaa^iyyah, som frem til vor tid beskæftiger sig med troslæren og viser stor omhu med at værne om troen mere end alle andre tariqah grupper. Dette grunder sig i at deres imam, vor mester Ahmad, plejede at fremhæve vigtigheden af at varetage troslæren og monoteisme. Det er at Allah, være ophøjet, eksisterer uden beskaffenhed eller sted. Han er ikke et håndgribeligt legeme eller et uhåndgribeligt legeme og hverken et lille eller et stort legeme såsom tronen. Han beskrives ikke med bevægelse, stilstand eller ophold i en retning eller på et sted.
Vor mester Ahmad plejede at understrege dette i sin undervisning, og derfor holdt hans følgere fast i at vise omhu for troslæren, og blev dermed troslærens vogtere.
Jeg formaner jer om at være agtpågivende over for mange fra den såkaldte Tidjaaniyyah tariqah, da, den er forvrænget. Da franskmændene koloniserede nordafrikanske lande udarbejdede nogle forræderiske mashaayikh en falsk tariqah for at tjene Frankrigs planer og interesser. De gemte deres shaykhs manuskript, forvrængede det og udgav det, således udbredte disse afvigere denne forvrængede version og skjulte det originale. Folk har derved holdt sig til denne version, som var årsagen til, at vildledninger blev spredt iblandt dem
.
og Allah ved bedst