Dette er et oplæg afholdt af den handlende lærde shaykh ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariy, må Allah være nådig med ham, i året 1398 e.e. i Beirut i Abu-Haydar moskéen. omhandlende en advarsel mod at nære fjendskab til awliyaa’, samt advarsel mod at beklikke de forreste og første blandt emigranterne og tilhængerne. Denne lektion blev påhørt af shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning tilkommer Allah verdnernes Herre, og må Allah hæve rangen af vor mester Muhammad samt af hans rene og elskværdige efterslægt og ledsagere, og må Allah beskytte Muhammads nation mod det, han frygtede for den. Jeg bevidner, at der ikke er en anden guddom end Allah, Den Ene uden, som ingen partner har, og bevidner at Muhammad er Allahs skabning og sendebud.
Endvidere har profeten, må Allah hæve hans rang, berettet at Allah, være ophøjet, sagde:
مَنْ عَادَى لِي وَلِيًّا فَقَدْ آذَنْتُهُ بِالْحَرْبِ، وَمَا تَقَرَّبَ إِلَيّ عَبْدِي بِشَيْءٍ أَحَبَّ إِلَى مِمَّا افْتَرَضْتُ عَلَيْهِ، وَمَا يَزَالُ عَبْدِي يَتَقَرَّبُ إِلَيّ بِالنَّوَافِلِ حَتَّى أُحِبَّهُ، فَإِذَا أَحْبَبْتُهُ كُنْتُ سَمْعَهُ الَّذِي يَسْمَعُ بِهِ، وَبَصَرَهُ الَّذِي يُبْصِرُ بِهِ، وَيَدَهُ الَّتِي يَبْطِشُ بِهَا، وَرِجْلَهُ الَّتِي يَمْشِي بِهَا
Hvilket betyder: “Den, som nærer fjendskab til en af mine awliyaa’, erklærer Jeg krig mod. Min skabning vil ikke kunne nærme sig Mig (i tilbedelse) med noget, der er mere belønningsværdigt end det, Jeg har pålagt ham. Min skabning bliver ved med at nærme sig Mig (i tilbedelse) indtil Jeg godtager ham. Når Jeg godtager ham, vil jeg skænke ham en særlig styrke i hans øre som han hører med, øje som han ser med, hånd som han går til værks med samt fod som denne går med”, berettet af Al-Bukhaariy.
Al-waliy er den, der udfører pligterne, afstår fra synderne samt udfører mange ønskværdige gerninger. Den højest rangerede klasse af de rettroende, efter profeterne, blandt mennesker og djinn er awliyaa’s, og dernæst kommer de resterende troendes. Hvad angår englene, så er de alle sammen awliyaa’, på trods af at de har forskellige statusser indbyrdes. De største awliyaa’ blandt mennesker, og de med højeste rang, er awliyaa’ blandt profeten Muhammads ledsagere.
Al-awliyaa’ fra Muhammads nation er dem, der er omtalt i følgende vers:
وَالسَّابِقُونَ الْأَوَّلُونَ مِنَ الْمُهَاجِرِينَ وَالْأَنصَارِ وَالَّذِينَ اتَّبَعُوهُم بِإِحْسَانٍ رَّضِيَ اللَّهُ عَنْهُمْ وَرَضُوا عَنْهُ وَأَعَدَّ لَهُمْ جَنَّاتٍ تَجْرِي تَحْتَهَا الْأَنْهَارُ خَالِدِينَ فِيهَا أَبَدًا ۚ ذَٰلِكَ الْفَوْزُ الْعَظِيمُ
Hvilket betyder: “Og de forreste og første iblandt emigranterne og tilhængerne, og dem som fulgte dem retteligt, vil Allah belønne, og de er tilfredse med den belønning de vil få. For dem har Han beredt haver gennem hvilke der strømmer floder, og hvori de skal foreviges. Sandelig er dette den store gevinst” [Surat Baraa´ah, vers 100].
Al-awliyaa’ vil ikke ophøre iblandt profetens nation indtil dommedagen. Blandt nådegaverne for Al-awliyaa’, eller hvad Allah beærer dem med i dette liv er, at deres bøn er bønhørt, den lille madmængde forøges for dem, de skades ikke af den dræbende gift, og at de ikke bliver brændt af ilden.
Hvad angår bønhørelsen af deres bøn, er der mange eksempler herpå. Sa^d Ibn Abi Waqqaas, som også blev kaldt Sa^d Ibn Maalik Al-Makkiy Al-Qurashiy, var en af de 10 individer, som kollektivt blev forkyndt det gode varsel om indtrædelse i paradiset - hans bøn var bønhørt. Hvis han bad en bøn for en person, vil personen gavnes af den. Hvis han bad en bøn mod en uretfærdig person, vil denne rammes deraf. Grunden hertil er, at profeten, må Allah hæve hans rang, bad en bøn for Sa^d Ibn Abi Waqqaas og sagde:
اللهُمَّ أجِبْ دَعوَتَهُ
Hvilket betyder: ”O Allah, bønhør hans bøn”, berettet af Al-Haakim. Hans bønner var derfor bønhørt.
Blandt det, der understøtter dette, er hvad Qays Ibn Abi Haazim, som var en af de største taabi^in (efterfølgere), dvs. dem der mødte ledsagerne, sagde: “Jeg var i Madinah og gik rundt i markedet indtil jeg kom til området med de sorte sten, og der så jeg nogle mennesker, der var samlet. Blandt dem var der en mand, der sad på sit ridedyr, så kom Sa^d Ibn Abi Waqqaas og sagde: “Hvad er der? ” De sagde: “Denne mand bander ad ^Aliy Ibn Abi Taalib”. Sa^d nærmede sig, og folk gjorde plads til ham. Sa^d sagde: “Du der, hvad bander du ad ^Aliy Ibn Abi Taalib for? Ved du ikke, at han er den første der indtrådte i islam, ved du ikke, at han var den første der bad sammen med profeten? ”. Han blev ved indtil han sagde: “Ved du ikke, at han er svigersøn til Allahs sendebud? Ved du ikke, at han plejede at hejse fanen i profetens slag?” Dernæst rettede Sa^d sig mod Al-Qiblah, løftede sine hænder og sagde: “O Allah, hvis denne person bandede ad en af dine awliyaa’, så lad ikke denne forsamling opløses, førend Du viser dem et tegn på Din magt”. Denne mands ridedyr sank ned i jorden, og han faldt på stenene, hvorefter hans hjerne blev flækket og han døde”, berettet af Al-Haakim.
Efter denne episode, blev der nævnt for ham, at en uretfærdig regent har sagt om muslimernes fælles pengekasse: “Vi gør hvad end vi vil med disse penge, og vi nægter hvem end vi vil at tage af dem”. Sa^d stod op for at bede en bøn mod denne mand, så kom manden ned, i frygt for at Sa^d skulle bønfalde Allah mod ham og få sin bøn bønhørt og dermed blive destrueret. Han sagde derefter: “Det er Allahs ejendom”, berettet af Al-Haakim.
Denne mand var en af umayyadernes uretfærdige regenter, som havde enevældig dominans over muslimernes fælles pengekasse. De forærede hvem end, der bistod dem, og nægtede mange af de berettigede.
På denne måde, straffer Allah hvem end Han vil, blandt dem, der forulemper Hans awliyaa’ og krænker deres ære. Den, der skader awliyaa’, skal ikke føle sig tryg mod at blive af Allah forvoldt en plage inden hans død, som nedbryder ham, som gengældelse for hvad han bedrev.
Derudover konstateres der ud fra denne autentiske udtalelse, at der ikke var nag eller fjendskab blandt de store af profetens ledsagere blandt de første emigranter. Enhver af dem værdsatte sin bror, eftersom det, der samlede dem var profetens ledsagelse samt at tilstræbe støtte til ham. Således vil den stivsindede, der beklikker nogle af dem og roser nogle af dem, få forfærdelige konsekvenser. Og den som Allah ikke vil frelse, tager ikke ved lære af det han oplever eller hører.
En af Yemens fiqh-kyndige personer havde en skarp og grim tunge mod en af de anerkendte fiqh-lærde og store awliyaa’, hvilken var den berømte fiqh-lærde og waliy Muhyid-din An-Nawawiy. Denne yemenit plejede at bagvaske An-Nawawiy. Da denne mand, hvis navn var Jamalud-din døde, hang hans tunge ud af munden på ham på en grim måde, og så kom der derefter et dyr, der lignede en kat, og afskar hans tunge og forsvandt med den. Dette var noget af det, som Allah gengældte ham med inden han blev anbragt under jorden.
Vær derfor yderst påpasselige og varsomme mod at beklikke nogen af de forreste og første blandt emigranterne eller Al-Ansaar. Al-Ansaar (Tilhængerne) er Madinahs beboere, der bistod profeten, må Allah hæve hans rang, og fik derfor tildelt denne beærede titel af Allah. De besad ikke denne titel inden islam, men islam beærede dem med den. Den muslim, der frygter for sig selv, skal være varsom med at antage en hvilken som helst af Allahs awliyaa’ som fjende.
Sa^d Ibn Abi-Waqqaas er den bedste troende efter de retledte kalifater, og hører til den højeste klasse. Hvad angår Abu Hurayrah, så var han ikke en af de forreste og første, men betragtes som en af ledsagernes lærde, og en af dem, der er godkendt af Allah og elsket af Hans sendebud. Han nåede at ledsage profeten, må Allah hæve hans rang, i tre år, hvori han fulgtes med ham og fik tilegnet en enormt stor viden. Dette var fordi han havde dedikeret sig til det. Han var ikke gift og havde ikke travlt med familie, penge, erhverv, børn eller pårørende, hvis tjeneste skulle forhindre ham i at ledsage profeten. Derfor indhentede han i disse tre år af profetens viden, som mange af dem, der havde ledsaget profeten i mere end ti år, ikke havde indhentet. Lovprisning og taknemmelighed tilkommer Allah, være ophøjet, som profeten, må Allah hæve hans rang, sagde i en af sine bønner:
لاَ مَانِعَ لِمَا أَعْطَيْتَ وَلاَ مُعْطِيَ لِمَا مَنَعْتَ
Hvilket betyder: “Der er ingen der kan hindre hvad end Du forærer, og ej heller nogen der kan forære hvad end Du hindrer”. Blandt tegnene på dårlig tilstand er, at personens fokus bliver rettet mod at beklikke disse fromme og rene mennesker.
Endvidere havde emigrationen, til profetens by, må Allah hæve hans rang, en høj status hos Allah. Der var en mand fra profetens ledsagere, der emigrerede til den belyste by ”Al-Madinah” med sin ven fra et område ved navn ”Daws”, et stykke tid efter profetens emigration dertil. De forlod deres hjemby, ud af kærlighed til Allah og Hans sendebud, og de valgte at udvandre til profetens by. En af de to mænd blev ramt af en sygdom, og hans tilstand blev forværret. Han tog derfor en jernstang, og skar sine håndled af med den. Hans blod begyndte at strømme ud, og han døde efterfølgende af blødning. Hans emigrerende ven så ham derefter i drømmen i en god tilstand. Han så ham ikke i en dårlig tilstand. Han sagde til ham: “Hvad har din Herre gjort ved dig?” Han svarede: “Han tilgav mig pga. min emigration til profeten”, berettet af Al-Bukhaariy. Hvis dette var tilstanden for denne emigrerende person, der begik den største synd efter vantro, hvordan vil tilstanden for de forreste og første emigranter være?
Allah, være ophøjet, har sammenlignet bagtalelse af muslimen uden en gyldig religiøs grund, og uden det kun er indskrænket til de retskafne awliyaa’, med at spise af sin afdøde brors kød. Hvordan vil den, der bagtaler Abu Bakr, ^Omar, ^Othman, Abu Hurayrah eller Sa^d Ibn Maalik mon være? Er dette ikke en grusom og afskyelig synd? Allah, være ophøjet, har givet den troendes fredhellighed en høj rang. Vi er blevet belært via en autentisk beretningskæde, at ”den troendes fredhellighed hos Allah er mægtigere end Al-Ka^bahs”. Hvad angår bagtalelse af de retskafne og fromme, er det en stor synd. Den, der bedriver denne synd meget, uden at angre, vil være blandt dem, der bliver straffet i graven.
Sikken ondsindet person denne er, der nærer fjendskab til en af de forreste og første blandt emigranterne og tilhængerne fra Medina samt dem, der fulgte dem retteligt, og sikken uvidenhed denne person bærer, hvis denne beklikker nogen af dem, som Allah har rost.
Og Allah, være ophøjet, ved bedst