Lovprisning til Allah, verdnernes Herre. Og må Allaah ophøje rangen af vor mester Muhammad, den bedste profet, samt hæve rangen af hans fromme efterslægt og ledsagere.
Det er fremkommet i At-Tirmithiys samling af udtalelser, en udtalelse berettet af ^Abdullah ibn ^Abbas, må Allaah være tilfreds med ham, at profeten, må Allaah ophøje hans rang, sagde til ibn ^Abbas, ”Hvis du spørger om noget, da spørg Allaah, og hvis du ønsker hjælp, da anråb Allaah om hjælp.”
Betydningen af denne udtalelse er, at hvis man spørger om noget, da skal man i fortrin spørge Allaah, og dette er noget hvorom der ingen tvivl er, for Allaah, være ophøjet, er skaberen af det gode og det onde og skaberen af gavn og skade, og siden det forholder sig på den måde, da er det klart, at den, der i fortrin spørges, er Allaah, og at den, der i fortrin anråbes om hjælp, er Allaah. Og med lignende betydning, er der fremkommet en udtalelse i Ibn Hibbans samling af autentiske udtalelser, at profeten, må Allaah ophøje hans rang, sagde: ”Ledsag ikke andre end den rettroende, og lad ikke andre end den retskafne spise din mad”. Også denne udtalelse indikerer, at den, der i fortrin bør ledsages, er muslimen, og den, der i fortrin bør spise din mad, er den retskafne. Og profeten, må Allaah ophøje hans rang, tilsigtede ikke i denne udtalelse, at det er forbudt at ledsage andre end den rettroende, profeten tilsigtede ikke, at det er forbudt at være venner med andre end den rettroende, men han tilsigtede derimod at klargøre, at den, der i fortrin ledsages, er den rettroende. Og ligeså gælder den anden del af denne udtalelse ”… og lad ikke andre end den retskafne spise din mad”, her tilsigter profeten, må Allaah ophøje hans rang, at den, der i fortrin bør spise din mad, er den retskafne muslim.
Hvem er den retskafne? Den retskafne er den, der udførte de rettigheder som Allaah har over for én, og udførte de rettigheder som folk har over for én, dvs. han udførte forpligtelserne, der vedrører tilberedelseshandlingerne som bønnen, fasten af Ramadan betaling af zakat, og udførelse af pilgrimsfærd og andet, samtidig med, at han afstod fra synderne, denne er den retskafne, så den, der udfører forpligtelserne og afstår fra synderne, kaldes en waliyy; retskaffen. Profeten, må Allaah ophøje hans rang, siger i denne udtalelse:”… og lad ikke andre end den retskafne spise din mad”. Dette betyder, at den, der i fortrin bør spise din mad, er den retskafne muslim, altså det at bespise din mad, den retskafne muslim er bedre end, at du giver din mad til den, der ikke er retskaffen eller ikke muslim. Og denne udtalelse betyder ikke, at det ikke er tilladt at bespise den muslim, som er blandt de storsyndige, og profeten, må Allaah ophøje hans rang, tilsigtede ikke, at det er forbudt at bespise den vantro, men begge dele er tilladt. Så det at bespise den storsyndige muslim er tilladt, og det at bespise den vantro er tilladt. Hvis en person bespiste den storsyndige, da er det tilladt og indebærer belønning, og ligeså hvis man bespiser den vantro, da er det tilladt og indebærer belønning.
----------------------------------------------. Og de, der tilsigter at forvrænge lovgivningen, nævner den førnævnte udtalelse: ”Hvis du spørger om noget, da spørg Allaah, og hvis du ønsker hjælp, da anråb Allaah om hjælp.” for at forbyde tawassul ved profeterne og de retskafne. Og tawassul er at bede Allaah om noget gennem nogen. Hvor i denne udtalelse fremgår der et forbud mod tawassul ved profeterne og de retskafne? Profeten sagde ikke: ”Du må ikke spørge andre end Allaah, og du må ikke anråbe andre end Allaah om hjælp.” Er der da ikke en forskel på at sige ”Spørg ikke andre end Allaah om hjælp” og på at sige ”Hvis du anråber om hjælp, da anråb Allaah om hjælp”? Jo, det er der. Men de mennesker, der insisterer på at forsøge at forvrænge lovgivningen og prøver at indbilde folk, at det tilladte er forbudt eller vantro, disse har forvrænget betydningen af ibn ^Abbas´ udtalelse. Når de ønsker at argumentere for deres holdning om, at det er forbudt at udføre tawassul, da bruger de denne udtalelse. Denne udtalelse har en stærk beretterkæde, men de forvrænger dens betydning. Den indeholder intet bevis for, hvad de påstår, den indeholder intet bevis for at tawassul ved profeter og retskafne er forbudt. Og enhver muslim ved, at det at spørge Allaah om noget, er bedre end at spørge andre, enhver muslim ved dette, enhver muslim ved, at det er bedre at spørge Allaah om noget, end at spørge en af Allaahs skabninger om noget, og ligeså ved enhver muslim, at det at anråbe Allaah om hjælp er bedre end at anråbe andre om hjælp, men disse fortolker ikke denne udtalelse med denne betydning, men de bruger den tværtimod for at forbyde, hvad Allaah har tilladt.
Tawassul ved profeterne og de retskafne, dvs. at spørge Allaah om noget gennem dem, er noget som lovgivningen har tilladt. Allaah har tilladt os at spørge Ham om noget gennem profeterne og de retskafne, både når de er i live og når de er døde. Disse har ikke noget bevis, men forvrænger. De nævner denne udtalelse for at indbilde folk, at det at spørge andre end Allaah i betydning af tawassul, dvs. at spørge Allaah om noget gennem profeterne og de retskafne er syndigt, og de anser endda dette som vantro, og de har intet bevis. Det, de gør, er at de indbilder folk ved at nævne tvetydige ting, som kan indbilde den, der lytter, hvis ikke han er blandt dem, der besidder forståelse, at sagen er som, de fremstiller den.
De nævner også en anden udtalelse som er svag. Men hvad angår ibn ^Abbas udtalelse, da er den klassificeret som værende autentisk: ”Hvis du spørger om noget, da spørg Allaah, og hvis du ønsker hjælp, da anråb Allaah om hjælp.” At-Tirmithiy har nævnt denne udtalelse i sin samling af autentiske udtalelser og erklæret den som værende autentisk. Men der er en anden udtalelse med en svag beretterkæde, som de nævner for at begrunde deres udsagn om, at det at anråbe andre end Allaah om hjælp er forbudt, og for at begrunde deres udsagn om, at den, der anråber profeten om hjælp eller anråber profeterne og ledsagerne om hjælp, er vantro. Hvad er det for en udtalelse? Det er udtalelse som At-Tabaraniy og imam Ahmad har nævnt med en beretterkæde, hvor en af beretterne, ved navn ibn Lahi^a, er klassificeret som værende en svag beretter af hadith-lærde. I denne udtalelse fremgår der, at Abu Bakr sagde: ”Kom lad os tage til profeten og anråbe ham om hjælp mod denne hykler”, så de tog til profeten, og han sagde: ”Man anråber ikke mig om hjælp, men man anråber Allaah om hjælp.” Denne udtalelse bruger de til at dømme dem, som anråber profeten om hjælp som værende vantro, eller den, der anråber en af de andre profeter eller en retskaffen om hjælp, eller den, der siger: ”oh Allaahs sendebud, hjælp mig”, eller ”oh ^Abdulqaadir al-Jilaaniy, hjælp mig” og andre udtryk. De nævner denne udtalelse med en svag beretterkæde, som ikke kan bruges som et belæg, til at dømme dem, som anråber om hjælp som værende vantro, vær påpasselige med at tro på dem! Hvis de nævner en udtalelse for jer, da er det enten en svag udtalelse eller en autentisk udtalelse, hvis betydning, de forvrænger, så vær påpasselige, skynd jer ikke med at erklære jer enige med dem. Denne udtalelse har ikke nogen stærk beretterkæde, og på trods af dette nævner de den, for at dømme den, der anråber profeten om hjælp som værende vantro. Eller den, der siger: ”Oh Allaahs profet, hjælp os!” eller ”oh Allaahs sendebud, hjælp os i denne hårde situation!” og andre udtryk. De ønsker ved at nævne denne svage udtalelse at dømme muslimen, som anråber profeten eller andre profeter eller en retskaffen om hjælp som værende vantro.
Isti^anah og istighatha har samme betydning, og det er at anråbe om hjælp, hvis en person siger: ”Oh Allaah, jeg spørger dig gennem profeten Muhammad, at lette mine sorger eller hjælpe mig med mine problemer”, dette kaldes tawassul gennem profeten, altså at spørge Allaah gennem profeten, og dette kaldes også at anråbe om hjælp gennem profeten. Isti^anah og tawassul har samme betydning som udenadslærd, retslærd, sprogkyndig og lærd indenfor shafi^i retsskolen, Taqqiyuddin As-Subkiy, sagde. Denne lærd, Taqiyyudin As-Sukbkiy er lærd indenfor sprog og grammatik, og han er også udenadslærd og retslærd indenfor shafi^i retsskolen og nåede til ijtihaad status indenfor retsskolen. Og andre sagde endda, at han var en (generel?) mujtahid, men han var ikke kendt for det, han sagde ikke til folk, jeg er mujtahid kom og søg viden hos mig, han gjorde ikke sådan. For en mujtahid på trods af, at han er det, da er det ikke en betingelse, at han har kaldt folk til sig, så de kan tage fra ham og efterligne ham. Dette er ikke en betingelse, men han anser det, at folk følger nogle af de andre anerkendte mujtahiddeen, fx Shafi^i, Maalik, Abu Hanifah og Ahmad ibn Hanbal, som værende sufficient.
Der er også en anden sag som disse bruger for at argumentere for deres udsagn om at tawassul ved profeten efter dennes død er forbudt. De har en grundregel, som ikke er fremkommet i vores religion, de siger, at det ikke er tilladt at udføre tawassul ved andet end den levende og tilstedeværende. Hvor har de denne grundregel fra? Fra ibn Taimiyah, og ingen anden muslimsk lærd har sagt dette før ham. Ingen blandt de muslimske lærde har sagt dette udtryk før ibn Taimiyah, han sagde: ”Det er ikke tilladt at udføre tawassul undtagen ved den, som er i live, og som er til stede”. Hvad tilsigter han med dette? Han tilsigter, at hvis du laver tawassul ved profeten eller ved en retskaffen efter dennes død, da er dette syndigt og endda vantro. Hvis du udfører tawassul ved en profet eller en retskaffen uden, at du er i hans tilstedeværelse fx hvis han var i en egn, og du var i en anden egn, eller du var i dit hjem, og han var et andet sted, hvis du da udfører tawassul ved ham, da vil du være vantro. Så disse har taget udgangspunkt i denne grundregel som lovgivningen ikke er kommet med, og som profeten ikke har udtalt og ingen mujtahid fx Shafi^i, Maalik, Abu Hanifah og Ahmad ibn Hanbal har sagt.
Her er der noget man bør være opmærksom på, de påstår, at Abu Hanifa sagde, at det ikke er tilladt at spørge Allaah om noget, til ære for nogen. Så de siger, at Abu Hanifa sagde, at det ikke er tilladt at sige: ”Vi spørger Allaah om dit og dat, til ære for en person.” Det er muligt, at Abu Hanifah har sagt dette, og det er muligt, at han ikke gjorde. Hvis han har sagt dette, da har hans folk forklaret det med, at Abu Hanifah tilsigtede med dette forbud, at dette udtryk ” til ære for” kan indbilde nogen, at Allaah er pålagt noget, og Allaah er ikke pålagt noget. De, som adlyder Allaah som profeterne og ledsagerne, de har kunnet adlyde Allaah, fordi Allaah har givet dem evnen til det, Allaah skænkede dem viden, og skabte deres forståelse og viden, han har skænket dem styrken til at tale og styrken til at gå, alt hvad de udfører af gode handlinger, er ud af Allaahs gavmildhed. Så Allaah er ikke forpligtet til noget overfor sine skabninger, han er ikke forpligtet hverken overfor profeterne eller de retskafne. Allaah er ikke forpligtet at give noget til nogen, men han gør dette ud af sin gavmildhed, den belønning som de, der adlyder Allaah får, kommer ud af Allaahs gavmildhed, og ikke fordi han er forpligtet til noget. For Allaah er skaberen, af dem, han frembragte dem fra intethed til eksistens, og han skabte deres bevægelse og stilstand. Han skabte dem og skabte deres forstand, og deres tunger, som de lovpriser ham med, og han skabte deres evne til at tale. Når mennesket bliver født, har det ikke en evne til at tale, hvem er det, der skaber styrken til at tale i barnet, når denne når en alder, hvor man på normalvis taler? Og hvem er det, der skænker tungen evnen til at udføre godhed? Og hvem er det, der vejleder mennesket til at udføre godhed? Allaah er den, der skænker tungen evnen til at udføre godhed, og Allaah er den, der vejleder mennesket. Og herfra vides, at Allaah ikke er forpligtet overfor nogen, således at hvis han ikke udfører noget overfor nogen, da vil han være uretfærdig. Allaah er hævet over dette. Allaah er ikke forpligtet eller pålagt til noget overfor nogen af sine skabninger, hverken overfor profeterne eller de retskafne, men han er den, der ud af sin gavmildhed har skænket dem evnen til at udføre godhed, og skænket dem styrken til at udføre de gode handlinger. Dette er hvad Abu Hanifas gruppe sagde, de sagde, at grunden til, at Abu Hanifa har forbudt dette førnævnte udtryk, altså at bede Allaah om at gøre noget til ære for nogen, er, at den af nogen kan forstås på en måde, der indikerer at Allaah er forpligtet overfor nogen af sine skabninger, og Han er ikke pålagt noget. Det er vidt kendt, at Allaah ikke er forpligtet overfor nogen af sine skabninger, fx til at give dem belønning i det hinsides, men dette er ud fra hans gavmildhed overfor de adlydende slaver, blandt profeterne og de retskafne. Abu Hanifas folk sagde, at han forbød dette udtryk, fordi dette udtryk ”til ære for”, kan indbilde at Allaah er forpligtet til noget. En af wahabiyyas overhoveder i Damaskus, for mere end 20 år siden, debatterede vor shaykh med ham, og da sagde denne mand: ”Hvad angår tawassul, har vi nok bevis i hvad Abu Hanifa har nævnt”. Altså han siger, at Abu Hanifa har forbudt tawassul, og det mener han er bevis nok. Hvor har Abu Hanifa forbudt tawassul? Han forbød blot dette udtryk, altså at spørge Allaah til ære for nogen. Han forbød dette udtryk, han sagde ikke, at det er forbudt at udøve tawassul ved profeterne eller de retskafne, når de ikke er til stede, og hvis de er afdøde, dette har Abu Hanifa ikke sagt.
Og hvis vi antager, at Abu Hanifa har sagt dette, altså forbudt i mod udtrykket til ære for, så er der heller ikke et bevis i dette, for der er fremkommet en autentisk udtalelse, der bekræfter tilladelsen af at fremsige: ”Oh Allaah, jeg spørger dig om noget, til ære for nogen.” Det er fremkommet i en udtalelse, med en autentisk beretterkæde, som er blevet klassificeret som værende sand af 2 udenadslærde ibn Hajar, og Abul-Hasan Al-Maqdisiy, denne udtalelse er:
”Den der tager mod moskeen og siger: ”Oh Allaah, jeg spørger dig, til ære for, de spørgende, og til ære for denne gågang, for jeg er ikke taget ud أشرا og heller ikke بطرا og heller ikke i uoprigtighed eller for mit omdømme ---…”
til slutningen af udtalelsen. Denne udtalelse indebærer, at den de siger dette på vej til moskeen, da vil 70.000 engle bede om tilgivelse for denne. Denne udtalelse har Ibn Hajar klassificeret om værende autentisk, og ligeså har den anden udenadslærd klassificeret den som værende autentisk.
Da denne udtalelse er bekræftet, findes der ingen bevis for de, der tilskriver forrige udtalelse til Abu Hanifa og forklarer den, som de indbilder sig, eller som Abu Hanifas folk har forklaret den, det indebærer ingen bevis for, at den, der udfører tawassul ikke kan sige: Oh Allah, jeg spørger dig, til ære for Muhammad, til ære for Ibrahim, eller til ære for Abu Bakr, eller til ære for ^Ali ibn Taalib. Dette indebærer ikke et bevis for forbuddet heraf. Hvis der er fremkommet et religiøst bevis om en sag, da ses der bort fra analogislutninger? Sådan sagde videns folk. Dvs. hvis der er en udtalelse fra profeten, da ses der bort fra analogislutninger. Der ses bort fra analogislutning, når der forefindes en udtalelse fra profeten. Så idet denne udtalelse forefindes, siger vi, at det, der berettes om Abu Hanifa ikke indebærer noget bevis. Den tidligere nævnte blandt wahabiyyas overhoveder, som under en debat sagde: ”Hvad angår tawassul, har vi nok bevis i hvad Abu Hanifa har nævnt”. Dette er et udtryk som ikke indebærer noget bevis, men er bare som---.