Dette er et oplæg afholdt af den hadith-lærde, den fiqh-kyndige shaykh ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariy, må Allah være nådig med ham, omhandlende en redegørelse for uret og at bryde slægtskabsbånd. Denne lektion blev påhørt af shaykh Jamiil Ibn Muhammad Haliim, shaykh ^Abdur-Razzaaq Ibn Muhammad Ash- Shariif, shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy, shaykh Nabiil Ibn Muhammad Ash-Shariif og shaykh Muhammad Ibn Mustafaa al-Bakriyy. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning til Allah, verdnernes Herre. Ham tilhører gavmildheden, foræringerne og må Allah ophøje rangen af vor mester Muhammad og af hans gode og rene efterslægt. Og må Allah beskytte hans nation, mod det, han frygtede for den.
Vi er blevet belært om en udtalelse fra imam Ahmads samling af udtalelser med en autentisk beretterkæde, via Abi Bakrata Nufai^ Ibn Al-Haariths beretning, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs profet, må Allah ophøje hans rang, sagde: ”Der findes ikke en anden synd, som oftere fører til en hastig straf i dette liv for dens indehaver – udover hvad denne fortjener af straf i det hinsides – end uret og brud på slægtskabsbånd”, berettet af Abu Dawoud, At-Tirmidhiy og imam Ahmad.
Betydningen er, at der er to synder, for hvem udføreren deraf mest fortjener, at Allah fremskynder straffen for, til dette liv, udover den straf, der er for denne til det hinsides. Den ene er at begå uret og den anden er at bryde slægtskabsbånd. Både den uretfærdige og den, der ikke vedligeholder kontakten til slægtninge, har fortrinsret til at få en fremskyndende af straf af Allah i dette liv, i tillæg til den straf, der bliver udskudt for dem til det hinsides. Dvs. de to nævnte synder er de synder, som oftest fører til en fremskyndet straf for deres indehavere til dette liv.
For hvad angår uretfærdighed, så er det at gøre folk uret og despotisk krænke dem enten pga. magt eller styring. Et eks. er når en regent udviser despotisme mod menneskene, undertrykker dem og gør dem uret. Eller også pga. rigdom, idet nogle rige kan, baseret på deres rigdom, gøre folk uret. Nogle rige kan finde på at sige: ”Jeg kan gøre dit og dit ved den og den. Jeg betaler et tæskehold for at overfalde ham”. En sådan en er en uretfærdig, der baseret på sine penge, gør andre uret, og den førstnævnte er også en uretfærdig, der gør andre uret baseret på sin magt, indflydelse og styring. Den uretfærdige vil af Allah blive udsat for en hastig straf i dette liv, foruden den straf, der er udsat for denne i det hinsides. Derfor skal man være ekstrem agtpågivende mod uret, thi dens konsekvenser i dette liv er uhyggelige, mens straffen for det i det hinsides er endnu hårdere.
Ligeså gælder det for den, der bryder slægtskabsbåndene, som er den, der bryder kontakten til sine slægtninge, dvs. støder sine troende slægtninge fra sig og udelukker dem. Således er det syndigt at bryde kontakten til ens slægtninge, selv de af dem, der ikke er nære slægtninge, og som det er pligt at vedligeholde kontakten til, og den, der gør det, gør sig fortjent Allahs strenge straf i det hinsides og får tillige en hastig straf i dette liv.
At bryde kontakten til slægtninge forekommer i mangfoldige former. Et eks. derpå er at stoppe med at besøge slægtningene og udelukke dem helt, som om de ikke eksisterer eller er døde. Sådan at man hverken tager på besøg hos dem, sender hilsner til dem eller skriver breve med hilsner til dem, men opfører sig som om, de er døde og ikke viser nogen interesse for dem. En sådan person er en, der bryder kontakten til sine slægtninge. En anden form for at bryde kontakten til slægtninge er at gøre ens slægtninge fortræd ved f.eks. at bande ad dem, slå dem eller lignende.
Alle familiemedlemmerne kaldes slægtninge såsom morbror, farbror, moster, faster, disses børn (fætre og kusiner), bedsteforældre, disses søskende, brødre, nevøer, søstre, niecer, døtre, sønner og børnebørn. Alle disse er slægtninge, og den, der byder kontakten til nogen af dem, gør sig fortjent Allahs straf. Denne synd er en af de to synder, hvis udfører mest fortjener en hastig straf fra Allah i dette liv, foruden straffen som Allah udskyder til det hinsides.
Lad derfor den, der har en slægtning, som denne har stødt fra sig, skynde sig med at vedligeholde kontakten til denne slægtning. Denne skal agere hurtigt og beskytte sig inden døden, førend man af Allah bliver udsat for en streng straf i dette liv pga. sin afbrydelse af kontakten til sine slægtninge.
De slægtninge, som fortjener at vedligeholde kontakten til og hvis udelukkelse er en stor synd, er de muslimske slægtninge, idet de ikke-troende slægtninge ikke besidder denne ret.
Og Allah, være ophøjet, ved bedst