Tålmodighed overfor plager

Dette er et oplæg afholdt året 1399 e.e. (eller før) i Beirut af den hadith-lærde, den fiqh-kyndige, shaykh ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariyy, må Allah være nådig med ham, omhandlende en redegørelse for tålmodighed overfor plager. Denne lektion blev påhørt af shaykh Nabiil Ibn Muhammad Ash-Shariif og shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy. Han, må Allah være ham nådig, sagde:

Lovprisning til Allah, verdnernes Herre. Ham tilhører begavelser, gavmildhed og de fuldkomne lovord, og må velsignelser og hædersbevisninger fra Allah, Den Generøse og Nådige samt bønner fra de overordnede engle være over vor mester Muhammad; den ærværdigste blandt sendebuddene, over hans gode og rene slægt samt over hans brødre blandt profeter og sendebud, disses efterslægt og samtlige retskafne.

Allah, være ophøjet sagde i Al-Qur´an i:

وَبَشِّرِ الصَّابِرِينَ ۝ الَّذِينَ إِذَا أَصَابَتْهُمْ مُصِيبَةٌ قَالُوا إِنَّا لِلَّهِ وَإِنَّا إِلَيْهِ رَاجِعُونَ ۝ أُوْلَئِكَ عَلَيْهِمْ صَلَوَاتٌ مِنْ رَبِّهِمْ وَرَحْمَةٌ وَأُوْلَئِكَ هُمُ الْمُهْتَدُونَ

Hvilket betyder: ”Og forkynd de udholdende med et glædeligt varsel. De der, når de bliver udsat for en tilskikkelse, siger: ”Sandelig tilhører vi Allah, og af Ham skal vi genopstå (til regnskab)”. Det er dem, over hvem velsignelser og nåde fra deres Herre skal hvile, Og det er dem, der er retledte” [Surat Al-Baqarah i vers 155-157].

I disse vers er der et glædeligt varsel til de rettroende, som besidder disse egenskaber, omtalt af Allah, være ophøjet, hvilke er, at de er Allah hengivne, dvs. at de ikke udviser nogen form for indsigelse, protest, indvendinger eller irritation overfor Allahs skæbnebestemmelse, til trods for at disse tilskikkelser medfører dem distrahering, sorg og skade i deres kroppe, men deres hjerter er fyldt med tryghed, underkastelse og tiltro til Allah, være ophøjet.

Disse har Allah forkyndt med, at de vil opnå Hans belønning dvs. opnå en nåde der er kombineret med ophøjelse. Der menes ikke her blot en sædvanlig nåde, da nåden kan både omfatte de troende og ikke troende i dennesidige liv, men det er derimod den nåde, som er kombineret med ophøjelse, dvs. den særlige nåde. Nåden opdeles i særlig og almen, hvor den ene opnås af både de troende og ikke-troende, de retfærdige såvel som de uretfærdige, dette er den almene nåde, der kan opnås i dette liv. Blandt den almene nåde er at få gavn af den rene, friske luft, godt helbred, rigdom og lignende af de jordiske goder. I forhold til den særlige nåde, så opnås den kun af de tålmodige, hengivne rettroende, og den første forudsætning for opnåelse af den særlige nåde er troen.  

Troen indbefatter troen på Allah og Hans sendebud, dvs. den fuldstændige, urokkelige overbevisning om Allahs eksistens uden at drage sammenligning eller tillægge Allah skabningernes egenskaber, samt at holde sig fra at protestere imod noget af, hvad Allah skæbnebestemmer for sine skabninger, det være sig af, hvad der glæder eller ærgrer dem. Troen på Hans sendebud, må Allah ophøje hans rang, er at have tiltro til ham, at alt hvad han, må Allah ophøje hans rang, overbragte, er ret, hvad enten det gjaldt de foreskrevne regler for skabningerne i dette liv eller de hændelser, der vil ske efter døden, i graven og det hinsides. Dette er troen.

Meningen med Allahs udtalelse i det førnævnte vers:

الَّذِينَ إِذَا أَصَابَتْهُمْ مُصِيبَةٌ قَالُوا إِنَّا لِلَّهِ وَإِنَّا إِلَيْهِ رَاجِعُونَ

Hvilket betyder: ”De der, når de bliver udsat for en tilskikkelse, siger: ”Sandelig tilhører vi Allah, og af Ham skal vi genopstå (til regnskab)”, er, at de er hengivne og ikke gør nogen indvending mod deres Herre, de fastholder overbevisningen om overgivelse og underkastelse til Allah, være ophøjet. De ved, tror på og er fuldstændig overbevist om, at de er ejet af Allah, at Han må gøre med dem, hvad end Han vil, samt at de vil genopstå af Ham til gengældelsen.

De troendes gengæld for deres tro starter i graven efter døden, men det mest deraf vil være i det hinsides efter graven. Gengældelsen, der vil være i graven for de troende, vil fryde dem, idet Allah har lovet dem, at når de går bort ved døden, så vil de ikke påføres noget ubehag, tværtimod vil deres tilstand svare til en, der har været fængslet og lidt under hungersnød, og som efterfølgende bliver løsladt og kommer ud til velstand og rummelighed. Graven, som mange frygter, vil ikke erfares ens af alle mennesker. For nogle mennesker vil den være hyggeligere og fornøjeligere, end hvis de havde boet på luksuriøse palæer og levet i overdådighed. Det er fuld ud tilstrækkeligt, at de vil blive fremvist deres opholdssted i paradiset to gange dagligt, en gang i starten af dagen, og den anden gang i slutningen. Dette vil overgå alle de jordiske nydelser, de opnåede, da de levede på jorden. Derudover vil de på ingen måde blive udsat for nogen gene, ubehag eller skade i deres grave, det være sig af skadelige insekter, ensomheden, mørket eller snæverheden i graven.  I tillæg hertil kommer der andre lyksaligheder, som belysningen af graven, og for hvad angår det hinsides efter graven, så vil den lyksaligheden, de opnå der, være langt større og mægtigere.

Allahs udtalelse:

الَّذِينَ إِذَا أَصَابَتْهُمْ مُصِيبَةٌ قَالُوا إِنَّا لِلَّهِ وَإِنَّا إِلَيْهِ رَاجِعُونَ

Hvilket betyder: ”De der, når de bliver udsat for en tilskikkelse, siger: ”Sandelig tilhører vi Allah, og af Ham skal vi genopstå (til regnskab)”, betyder, at vi tilkommer Allah, være ophøjet, Han gør med os, hvad end Han vil, og vi er tilfredse med alt, Han gør ved os, uanset om det passer vore egoers natur eller ej, for vores egoer er formet med en naturlig tilbøjelighed til at have lyst til eller være frastødt af visse ting. De nærer fuldstændig underkastelse til Allah og accepterer alt, hvad Allah har skæbnebestemt for dem, uagtet om det er noget deres egoer tiltrækkes eller frastødes af.

Der er fremkomet i en autentisk udtalelse angående hvad, der fremlæses i bønnen, mellem Takbiratul- Ihraam og recitation af Al-Faatihah ”Vi tilkommer Dig og vil vende til Dig (til regnskab)”. Desuden står der i Abu Daouds bog kaldet Marasil, dvs. bogen, som han har skrevet, omhandlende de udtalelser, som efterfølgerne (Tabi^in) har berettet, uden at nævne navnene på de ledsagere, de berettede om, at Allahs sendebud, må Allah ophøje hans rang, sagde: ”Vorherre, vi er til ved Dig og til Dig er min tilbagevenden (til regnskab)”. Betydningen af ”vi er til ved Dig” er, at vores eksistens er ved Dig dvs. ved Din magt og skæbnebestemmelse. Uden Din magt og Din vilje, ville vi ikke være blevet til. Ligeledes gælder dette enhver egenskab, som vi besidder, de er blevet til ved Dig, dvs. ved Din magt, vilje og viden. Intet ved os blev til undtagen ved Dig, dvs. ved Din skabelse, magt, vilje og viden.

Vores selve og vores egenskaber, de vedblivende deraf såvel som de omskiftende, som forandres til tider, er blevet til ved Din skabelse, vilje, viden, skæbnebestemmelse og frembringelse. Angående profetens udtalelse i denne mursal hadith: ”og til Dig er min tilbagevenden (til regnskab)”, er betydningen så, at vi alle vil finde døden og aflægge regnskab, dvs. at enhver af os er underlagt døden, enten dør man i en påskønnet tilstand eller med en misbilliget tilstand hos Allah.

Allah, være ophøjet, nævnte tilskikkelse i det førnævnt vers, i ubestemt form, for at belære os, at enhver tilskikkelse, som en rettroende bliver ramt af, uanset om den er lille eller stor, vil gavne én ved ranghøjnelse og syndsforladelse. Dvs. hvis man trygt overlader sig selv til Allahs skæbnebestemmelse, så vil man for hver tilskikkelse man bliver ramt af, højnes et trin op og få slettet nogle af sine synder. Enhver plage, lille eller stor, der rammer en troende, vil medføre én denne fortræffelige nytte. Selv en lille plage, som folk anser for værende en bagatel, vil gavne, selv det at få en splint i kroppen eller det mindste ubehag, hvorimod dyb depression, som påvirker en muslim til en stor grad, vil muslimens nytte deraf forøges i takt med plagens omfang.

Disse troende, som Allah, være ophøjet, roste, vil under tider med udbredelse af drab (haradj tid) stadig fastholde deres lydighed til Allah i det omfang det er muligt, dvs. at de ikke vil synde mod Allah pga. haradj ved at afstå fra udførelse af forpligtelserne og at begå synderne. Der blev stadfæstet, at profeten, må Allah ophøje Hans rang, sagde: ”Tilbedelsen i Haradj tid svarer til en emigration til min by”, berettet af Ibn Hibaan og andre. Denne udtalelse betyder, at den, der holder sig fast til lydighed til Allah i haradj tiderne, dvs. tider hvor der sker massedrab, svarer næsten til dem, der emigrerede i den tid, hvor emigrationen til profetens by var en forpligtigelse. Efter profetens emigration og inden erobring af Mekka, var muslimerne, der formåede det, pålagt at følge efter sendebuddet til Medina for at bistå det islamiske kald ved at være sammen med profeten.

Dette grunder sig i, at de vil være i venteposition til at gå i aktion, når profeten påbød dem det, og dermed bistå ham i at udbrede kaldet til islam, at undervise og videreformidle. Det var sådan, at man på denne tid begik en stor synd, hvis man havde mulighed for at emigrere, men alligevel ikke gjorde det. Derimod ville den, der ikke formåede at emigrere, ikke begå nogen synd. Den, som emigrerede til Medina, men valgte efterfølgende at vende tilbage til sin egn, som stadig var under polyteisternes herredømme, begik en stor synd, der svarer til at drage nytte af riba eller svarer til synden fra den, som holder sig fra at betale zakaat.

Efter erobring af Mekka ophævedes forpligtelsen af at emigrere, og muslimen kunne således bo hvor end denne ville, men denne skal under alle omstændigheder være gudfrygtig. Profeten, må Allah ophøje hans rang, sagde: ”Der er ikke pålagt emigration efter erobringen, berettet af Ahmad, Al-Bukhaariy, Muslim og At-Tabaraaniy. Erobring af Makka har været årsagen til, arabernes massive konvertering til Islam på den arabiske halvø. Allah, være ophøjet, siger i Suarat Al-Nasr:

إِذَا جَاءَ نَصْرُ اللَّهِ وَالْفَتْحُ

Hvilket betyder: ”Når Allahs støtte bliver dig foræret og erobringen (af Mekka) indtræffer”. Profeten, må Allah ophøje hans rang, vidste, at hans religion udbredtes og vil udbredes yderligere, samt at han er den profet, med flest tilhængere. Der har ikke været i Moses´s nation et så stort antal tilhængere sammenlignet med profeten Muhammads nation. Profeten Muhammads tilhængere er mange flere end tilhængerne af de forrige profeter til en grad, at antallet af samtlige profeters tilhængere vil på dommedagen være 40 rækker, mens profeten Muhammads nation vil være på 80 rækker. Allah forkyndte profeten, må Allah ophøje hans rang, at efter erobringen af Mekka vil religionen spredes, og dette er blevet realiseret, takket være Allah.

Og Allah, være ophøjet, ved bedst

Please publish modules in offcanvas position.

web tasarim ucuz web sitesi siteni yukarı çıkar istanbul web tasarım İnternet Reklam hizmetleri uygun web tasarımcı uygun web sitesi seo hizmetleri