Dette er et oplæg afholdt af den udøvende lærde, shaykh ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariyy, må Allah være nådig med ham, den 18 i måneden Rabi^ul awwali året 1398 e.e. Det er omhandlende en redegørelse for syndigheden af arrogance og en opfordring til beskedenhed. Denne lektion blev påhørt af shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy og shaykh Nabiil Ibn Muhammad Ash-Shariif. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning til Allah, verdnernes Herre. Ham tilhører gavmildhed, foræringerne og de fuldkomne lovord, og må Allah ophøje rangen af sendebuddenes mester og af hans rene og hæderlige efterslægt, og må Allah beskytte hans nation mod det, han frygtede for den.
Endvidere har Allah, være ophøjet, billiget beskedenhed fra Sine skabninger. Allahs sendebud, må Allah hæve hans rang, sagde:
مَنْ تَواضَعَ للهِ رَفعَهُ
Hvilket betyder: “Den, der udviser beskedenhed udelukkende for Allahs skyld, vil Allah hæve”, berettet af Muslim Ibn Al-Hadjjadj i hans samling. Derfor hører beskedenhed over for de rettroende, for Allahs skyld, til profeternes skikke. Det er blevet formidlet til os i Imam Ahmads Musnad samt i andre bøger, at Allahs sendebud, må Allah hæve hans rang, sagde:
أَنا زَعِيمٌ ببَيتٍ في ربَضِ الجنَّةِ لِمَنْ تَرَكَ المِرَاءَ وَإِنْ كَانَ مُحِقًّا
Hvilket betyder: “Jeg garanterer et hus ved paradisets kant for den, som undlader unødige diskussioner”. Unødige diskussioner er de diskussioner, der ikke har til formål at stadfæste en ret eller gendrive en uret. Diskussioner, som ikke rejses for Allahs skyld, men derimod har til formål at formørke sandheden eller for selvhævdelse og opblæsthed over for folk, er misbilliget hos Allah, da dette nødvendiggør at man fjerner sig bort fra lydighed til Allah.
Imam As-Shafi^iy, må Allah beære ham, sagde: ”Når jeg diskuterer med en person, ønsker jeg ikke at knække vedkommende, men jeg ønsker derimod at fremvise det rette, selv hvis det rette skulle være ved modpartens side”. Således sigtede Imam As-Shafi^iy med sine diskussioner at forevise sandheden og ikke at knuse modparten, som mange mennesker ellers gør, når de debatterer. Dette er en afskyelig og slem egenskab, som Allah, være ophøjet, ikke billiger. Hertil refererer følgende udtalelse fra profeten, må Allah hæve hans rang, som er berettet af Iben Hibbaan i hans Sahih:
لَيْسَ الشَّدِيدُ الذي يَغلِبُ الناسَ ولكنَّ الشديدَ مَن غَلبَ نَفسَه
Hvilket betyder: ”Den stærke er ikke den, der overvinder andre, men det er derimod den, der overvinder sig selv”. Betydningen af ”at overvinde sig selv” er, at undertvinge sit ego, så at det ikke sigter imod uoprigtighed, overlegenhed eller selvhævdelse over for folk. Den, der formår at overvinde sig selv og holder sit ego fra at hæve sig over folk samt er af den overbevisning, at der ikke sker noget undtagen med Allahs evige og uophørlige vilje og viden. Derudover har denne i tillæg dertil haft en fuldendt, solid tiltro til dette, holdt sig fra at stifte ufred og at vise hovmod over andre på denne jordklode. Dette grunder sig i at denne har en overbevisning om, at der ikke kan forekomme noget nytte eller skade undtagen i overensstemmelse med Allahs vilje. Derved ville dennes bekymring og forsæt ved sine handlemåder med andre udelukkende være, at Allah skulle frembringe denne godhed samt bortfjerne fra ondskab, da Allah er ejeren at alt. Den muslim, der har en sådan fuldkommen tiltro og overbevisning, vil søge om godhed udelukkende fra Allah, være ophøjet. Dennes hjerte siger ved samtlige tilstande: “Vorherre, skænk mit ego gudfrygtighed og rens det, thi Du er Den, der kan rense det”. Denne siger tillige inde i sig selv: “Fjern dårlige skikke fra mig, thi ingen kan fjerne det undtagen Dig”.
En sådan person, der fastholder sig på gudfrygtighed, samt er udstyret med disse etikker, hører ind under de, der er omtalt i følgende vers:
إِنَّ اللَّهَ مَعَ الَّذِينَ اتَّقَوا
Hvilket betyder: “Sandelig er Allah med de gudfrygtige” [Surat An-Nahl, vers 128]. Udtrykket ”at være med” betyder i denne sammenhæng ikke fysisk følgeskab, men betyder at bistå og støtte.
Allah skænker Sin gudfrygtige skabning sejr både over djævlen, så at satan ikke vil kunne bemægtige sig denne, lige meget hvor meget satan prøver at vildlede denne, samt over dennes ego, der tilskynder til ondskab.
Den der derimod afholder sig fra denne overbevisning og tiltro, vil være genstand for to typer af ondskab; både sit egos ondskab, som kalder til ondskab, og ondskab fra den satan, der er dedikeret til denne. Men den der er beskærmet mod syndighed er den, om hvem Allah værner.
Den, der fastholder sig til denne udtalelse, vil være beskærmet mod megen ondskab og destruktion, mens den der udviser skødesløshed over for denne udtalelse og holder sig fra at handle i overensstemmelse med den, bliver overladt til sig selv, og den der bliver overladt til sig selv vil ende i destruktion.
Kig på profeternes biografier og deres skikke. Allah, være ophøjet, har fortalt i Koranen om profeten Yusufs historie, som indeholder mangfoldige lærerdomme. Allah, være ophøjet, informerede os, at profeten Yusuf blev stærkt forulempet af sine brødre, fra sin fars side, og de var ti. De prøvede at dræbe ham af misundelse, da hans far havde en særlig kærlighed for ham i sit hjerte, grundet de gode etikker, han besad. De prøvede at dræbe ham, men de ombestemte sig, og besluttede i stedet at smide ham i brønden. Det gjorde de, men Allah, være ophøjet, værnede om ham mod destruktion og fortræd i brønden.
Det endte med, at de fik brug for ham. De måtte drage fra deres egn til Ægypten for at hente mad, som de blev havde akut behov for. Han kunne godt genkende dem, men han hævnede sig ikke med drab, afhugning eller fængsel. Han var klar over hvem de var, men de vidste ikke hvem han var. Efter flere årtier gjorde han godt mod dem, selvom han formåede at hævne sig. De angrede derefter, og vendte tilbage til islam[1]. Allah tilgav dem, men på trods af det, var de ikke egnede til at være profeter, da profetien ikke egner sig for andre end dem, som vokser op med gode etikker: sandfærdighed, trofasthed og ufejlbarlighed. Profeten Yusufs brødre havde tidligere bedrevet disse usle handlinger, og derfor fortjener ingen af dem at få skænket profetien. De historiker og lærde, der sagde at de blev profeter efter profeten Yusuf, har løjet.
Den rettroende bør gå i profeternes spor, og ikke være præget af tilbøjeligheden til selvhævdelse over folk, eller være karakteriseret med arrogance men besidde beskedenhed. Om netop det, er der fremkommet en udtalelse, med en autentisk beretterkæde, som At-Tirmidhiy berettede i sin Samling, at profeten, må Allah hæve hans rang, sagde:
اللَّهُمَّ أَحْيِنِي مِسْكِينًا وَأَمِتْنِي مِسْكِينًا وَاحْشُرْنِي فِي زُمْرَةِ الْمَسَاكِين
Hvilket betyder: “O Allah, lad mig leve som beskeden, dø som beskeden (dvs. lad mig ved min livsende være kendetegnet med beskedenhed) og lad mig blive samlet sammen med de beskedne”.
Udtalelsen betyder ikke, at Allah ikke skal skænke profeten hvad der dækker hans behov af underhold, da Allah fortalte os i koranen, at Han har skænket profeten tilstrækkeligt underhold. Allah, være ophøjet, sagde:
وَوَجَدَكَ عَائِلًا فَأَغْنَىٰ
Hvilket betyder: “Du var fattig, og Han skænkede dig (tilstrækkeligt) underhold” [Surat Ad-Duhaa, vers 8]. Betydningen af أغنى er, at Han dækkede hans behov og skænkede ham tilstrækkeligt underhold. Denne udtalelse er derfor sammenstemmende med verset. Og profeten mente med at være مسكينا at være beskeden.
Abu Baker As-siddiq, må Allah beære ham, var privilegeret med stor rigdom. Han spenderede 40.000 på profeten før emigrationen. 40.000 udgjorde på daværende tid en meget større værdi end hvad de udgør i dag. På trods af det, var han beskeden. Han plejede at sænke stemmen, da han reciterede koran. Nogle gange kunne folk ikke høre ham ordentligt, på grund af hans gråd.
Blandt den beskedne persons egenskaber er ikke at være fjendsk, når denne debatterer. Denne prøver i stedet, at stadfæste det rette og gendrive det urette. De, der derimod debatterer for at hæve sig over folk, befinder sig i en meget farlig tilstand. Da trang til at diskutere kan føre én til destruktion. Det kan føre én ud af religionen og ind i det absolutte urette, vi søger tilflugt hos Allah mod dette. Den rettroende bør være omhyggelig, når denne diskuterer og sørge for, at dennes eneste formål er, at stadfæste det rette og gendrive det urette, samt underkue sit ego for ikke at ændre sin intention til at hæve sig over folk, og trumfe sit udsagn igennem, med både hvad det er ret eller uret.
og Allah, være ophøjet, ved bedst
[1] De havde begået vantro ved at ringeagte deres egne fader; Allahs profet Ya^qoub.