Dette er et oplæg afholdt af sufien, dogmatiker, shaykh ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariy, må Allah være nådig med ham, omhandlende en redegørelse for tilbagevisning af de kætterske sufier samt wahhabisters holdninger. Denne lektion blev påhørt af shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy, shaykh Nabiil Ibn Muhammad Ash-Shariif, shaykh Jamiil Ibn Muhammad Haliim, shaykh Muhammad Ibn Mustafa al-Bakriyy og shaykh ^Abdur-Razzaaq Ibn Muhammad Ash- Shariif. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning til Allah, verdnernes Herre. Ham tilhører gavmildhed, alle begavelser og de fuldkomne lovord, og må velsignelser og hædersbevisninger fra Allah, Den Generøse og Nådige samt bønner fra de overordnede engle være over vor mester Muhammad; den ærværdigste blandt sendebuddene, samt over hans gode og rene slægt. Og må Allah beskytte hans nation, mod det, han frygtede for den.
Først skal det anføres, at den ægte Shaadhiliyyah-skole inden for sufismen er anerkendt, men 200 år efter Imam Abu Al-Hassan Al-Shaadhiliy´s tid, opstod der en del forvrængning deri, og hvor en del af dem afveg, og efter yderligere 600 år eskalerede afvigelserne. Inden for Shaadhiliyyah findes der to retninger; Darqaawiyyah og Yashrutiyyah, som begge rummer en del vildfarelser/afvigelser. Nogle tilhængere fra disse grupper har skrevet bøger, der er i modsætningsforhold til monoteisme. Monoteisme, som sufier og andre er velbekendt med, er ”at afsondre Den Evige fra det tilblevne”. Mesteren af sufierne Abu Al-Qaasim Al-Djunaid Ibn Muhammad Al-Baghdaadiy, må Allah være tilfreds med ham, som døde ca. i året 292, var imamen og mesteren af sufierne.
De anerkendte sufier, i hans levetid samt efter hans død og frem til vores dag i dag, går i hans spor. De sande sufier, de som følger hans metodik, handler i overensstemmelse med, hvad der er stadfæstet i koranen og hadithen. Han sagde: ”Monoteisme er at afsondre Den Evige fra det tilblevne”, berettet af imam Abu Bakr Al-Khatib Al-Baghdaadiy i bogen ”Taarikh Baghdad”.
Lær dette udtryk, som betyder ”Betragt Allah som forskellig fra alt tilblevet”, dvs. hold jer fra at sammenligne Allah med skabningerne. Allah er Evig, uden begyndelse, mens universet er tilblevet, dvs. det trådte ind i eksistensen efter at det ikke var eksisterende. Hele universet var ikke eksisterende og så blev det til. Lyset og mørket eksisterede ikke og efterfølgende frembragte Allah dem. Det samme er gældende for tronen og himlene. I evigheden eksisterede der intet foruden Allah, Som ingen begyndelse har.
Allah benævnes Al-Qadiim (Den Evige), dvs. Den, hvis eksistens ingen begyndelse har, og alt foruden Ham betegnes som tilbleven, dvs. det trådte i eksistensen efter at det førhen var intet.
Monoteisme er, ikke at sammenligne Den Evige dvs. Allah, med det tilblevne, idet Allah hverken er et håndgribeligt eller uhåndgribeligt legeme. Legemet må nødvendiges være på et sted og i en retning, men Allah, være ophøjet, Som ikke er et håndgribeligt eller uhåndgribeligt legeme, eksisterer uden sted. Han er hævet over at opholde sig i en retning eller et sted, hvorimod det, der har en form, må være i en retning og et sted.
Selv lyset har en retning og et sted og ligeså gør mørket. En type lys findes i paradiset, en anden er ved tronen og en tredje findes i himlene. Solens og månens lys findes på jorden, og alle disse har en vis mængde. Solens lys er større end månens lys, der igen er større end elpærens lys. Elpærens lys er større end lyset fra et stearinlys, hvis udstrækning er meget ringe. Hver deraf har en retning og et sted, men Allah er ikke et håndgribeligt eller uhåndgribeligt legeme og er hævet over at være på et sted og i en retning.
Den, der forestiller sig Allah som en mængde, har nødvendigvis fastsat et opholdssted og en retning for Ham, men den, som afviser i sit hjerte, at Allah skulle være et håndgribeligt eller uhåndgribeligt legeme, vil nemmere antage troen på, at Allah eksisterer uden et sted og retning. Derimod vil den, der tror, at Allah er en mængde, ikke være i stand til at tro, at Allah eksisterer uden sted og retning.
Monoteisme er, som imam Al-Djunaid har sagt, at man tror på, at Allah ikke er en lille eller stor mængde, og at Han ikke er afgrænset af sted. Han er forskellig fra skabningerne, som nødvendigvis må have en mængde og retning. Tronen befinder sig i en øvre retning og jorden befinder sig i en nedre retning.
Disse er de sande sufier, disse er de rettroende der er bekendt med deres skaber. Den, der ikke har denne tro, er ikke bekendt med sin skaber og vil derfor ikke være troende, indtil denne forkaster blasfemien fra sit hjerte og i stedet tror på, at Allah eksisterer uden at være på et sted og retning og uden at have en mængde, altså at Han hverken har en lille eller stor udstrækning. Han beskrives ikke med at være modtagelig for størrelse og mængde. En skabning er modtagelig for grænser, og selv lyset har en mængde og størrelse. Et menneske har en højde på 4 armlængder, og tronen har en mængde, som Allah er bekendt med nøjagtigheden af, og ligeså har de syv himle en mængde, som Allah nøjagtigt er bekendt med nøjagtigheden af. Ibn Taymiyyah hævder, at Allah har en mængde og grænser, som Han selv kender, men som vi ikke har kendskab til. Der kan siges til hans tilhængere: ”Tronen har en mængde og grænser, som Allah er bekendt med, vi kender dem ikke. I anser Allah og tronen identiske. I tilskriver Allah lige, I anser Allah som identisk med tronen, og Allah siger:
لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَئٌ
Hvilket betyder: ”Intet er Ham lig” [Surat Ash-Shuura, vers 11], dermed har I modsagt Koranen”. Man kan ikke være en sand sufi, så længe man ikke besidder sådan en tro. Derimod er de, der hævder at Allah er overalt, ikke i nærheden af den sande sufisme. Du vil kunne finde mange af dem, der hævder at de følger Al-tariqah sige, at Allah er overalt, som om dette er deres grundholdning til troen.
En person, som relaterer sig til Naqshabandiyyah, hævdede at han var Qutb (en meget stor waliyy). Han boede som eremit under jorden hos den shaykh, han har tilhørsforhold til. På et tidspunkt drog han til Al-Madinah, og nogle af vores bekendte var tilstede i moskéen. Da han kiggede på lysekronen i moskéen, sagde han, at den ikke var skabt af Allah, men skabt af et menneske. Hvad har de lovprisende udtryk fra Naqshabandiyyah tariqah eller hans afsondring under jorden gavnet ham med? Alt dette har ikke været ham til nogen nytte, når han ikke engang er bekendt med et så væsentligt dogme, nemlig at Allah er skaberen af alting, både de håndgribelige samt uhåndgribelige legemer og skaberen af skabningernes bevægelser, stilstand og intentioner, og skaberen af deres hjerters udsving samt deres blink, blikke, bevægelser og stilstand. Alt dette er skabt af Allah, og der er ingen anden skaber for dem end Ham. Mennesket udfører blot handlingen, det går, bevæger sig, blinker med øjet og reflekterer, alt dette er ikke noget som det selv skaber, men derimod er noget, Allah skaber ved mennesket. Allah, være ophøjet, siger:
اللَّهُ خَالِقُ كُلِّ شَيْءٍ
Hvilket betyder: ”Allah er skaberen af alting” [Surat Al-Ra^d, vers 16]. I verset omfatter ”alting”, alt hvad der har en mængde, såsom træet, vinden og mennesket, og det omfatter tillige menneskets bevægelser, tale og øjets blink. I koranen står der:
اللَّهُ خَالِقُ كُلِّ شَيْءٍ
Hvilket betyder: ”Allah er skaberen af alting”, dvs. at Allah er skaberen af de håndgribelige og uhåndgribelige legemer og er skaberen af menneskets bevægelser og gang.
I den ædle Koran står der:
هُوَ الَّذِي يُسَيِّرُكُمْ فِي الْبَرِّ وَالْبَحْرِ
Hvilket betyder: ”Det er Ham, der gør jer i stand til at færdes til lands og til vands” [Surat Jounus, vers 22], dvs. at det er Allah, der gør jer i stand til at bevæge jer omkring på både land og i havet. Når mennesket bliver født, er det ikke i stand til at gå, det besidder ingen viden og evner ikke at tale, men Allah gør det i stand til efterfølgende at kunne gå og tale samt skaber viden i det. Det samme er gældende for englene, de skaber ikke noget, men Allah er skaberen af alting.
Dette var, hvad han fik ud af sin tilslutning til Naqshabandiyyah tariqah samt sin afsondring. Hvad har det gavnet ham, når han er uvidende omkring troslæren? I dag har de fleste, der påberåber sig sufisme, ikke kendskab til Ahl As-Sunnahs tro. De tager til en eller anden shaykh, får som uvidende modtaget tariqah inden de får lært noget om monoteisme. Efter deres tilslutning, forøges deres indbildning, og så tror de, at de har nået målet. Mange af dem, der påberåber sig tariqah er vildfarne.
Hvad der angår Wahhabisterne, så siger de: ”I siger, at Allah ikke er et legeme og ikke sidder på tronen, dermed er Allah ikke eksisterende, ifølge jeres udsagn”. Der siges til dem, at det ikke er en forudsætning for eksistens at have en retning, beskaffenhed eller et sted. Ej hellere er det en forudsætning for eksistens, at det skal være noget man kan forestille sig. Nogle af Allahs skabninger kan ikke forstilles, selvom det eksisterer. Efter skabelsen af vandet, tronen, tavlen og den ophøjede pen, skabte Allah lyset og mørket. Men mennesket kan ikke forestille sig et tidspunkt, hvor der hverken fandtes noget lys eller mørke. Mennesket kan forestille sig en tid, hvor der var lys uden mørke, og det kan også forestille sig en tid hvor der var mørke uden lys, men man kan ikke forestille sig en tid, hvor der hverken eksisterede lys eller mørke. Dette kan mennesket ikke forestille sig om, men imidlertid er vi pålagt at tro på at der eksisterede en tid, hvor hverken lys eller mørke fandtes.
Allah, være ophøjet, siger:
الْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي خَلَقَ السَّمَاوَاتِ وَالأَرْضَ وَجَعَلَ الظُّلُمَاتِ وَالنُّورَ
Hvilket betyder: ”Lovprisning tilkommer Allah, som skabte himlene og jorden og frembragte mørket og lyset” [Surat Al-An^aam, vers 1], Allah har skabt himlene og jorden efter at de har været ikke-eksisterende, og skabte tillige lyset og mørket efter at de har været ikke- eksisterende. Skabelsen af himlene, jorden, lyset og mørket er sket efter skabelsen af vandet og tronen, derfor er vi pålagt at tro på, at der har været en tid, hvor der hverken var lys eller mørke, selvom vi ikke kan forestille os det.
Wahhabister hævder, at det som ikke kan forestilles, ikke eksisterer. Derfor har de antaget troen om, at Allah sidder på tronen, og at Han har en mængde, form, sted og retning. De tror, at Han er oppe og sidder på tronen. De bilder sig ind, at udsagnet ”Allah sidder på tronen” er en ophøjelse af Ham, mens den i virkeligheden ikke er en ophøjelse af Allah, men er derimod en ringeagt for Allah, da det indebærer en sammenligning af Allah med skabningerne.
Mennesket kan sidde, og det kan englene, djinn, hunde og mus også. Sidden er en egenskab for disse. Hvordan kan Allah, Som skabte stedet, og hvad der kan fylde stedet, beskrives med egenskaben sidden?
Deres problem er at de har misfortolket nogle verser. De fortolkede verset:
الرَّحْمَـنُ عَلَى العَرْشِ اسْتَوَى
Hvilket betyder: ”Den Nådige istiwaa over tronen” [Surat Taaha, vers 5], med sidden. De sagde ordet ”Istawaa” betyder ”at sidde”, men ”Istawaa” i denne sammenhæng betyder på ingen måde ”at sidde”, men ”at undertvinge”, for Allah har magten og herredømmet over tronen. Tronens eksistens er til ved Allah, for det er Ham der har skabt den, og det er Ham der bibeholder den på dens plads. Havde det ikke været for Allahs bevarelse, da ville den have styrtet ned og ikke kunne fastholde sig i et sekund. Det samme er gældende for stjernerne, solen, månen og paradiset. Havde Allah ikke bibeholdt dem (uden fysisk berøring), da ville de ikke kunne holdes fast. Ligeså er det for jorden, som bærer os, for hvis Allah ikke havde bibeholdt den på dens plads, havde den styrtet ned.
Allah skabte vandet og derpå skabte Han tronen på vandets overflade. Tronen er til englene svarende til Al-Ka^bah for menneskerne. Allah befalede os at vende os mod Ka^bah i vores bøn og at vandre om den under hadj og ^umrah. Ligeledes bevæger englene, der pga. deres store antal har omsluttet tronen, sig rundt om tronen, ligesom vi går rundt om Al-Ka^bah, og i deres bøn vender de også sig mod den.
Al-Istiwaa´ der er nævnt i verset:
الرَّحْمَـنُ عَلَى العَرْشِ اسْتَوَى
Hvilket betyder: ”Den Nådige istiwaa over tronen”, betyder undertvingelse, og at fortolke det med sidden er at bande ad Allah.
Og Allah ved bedst.