Dette er et oplæg afholdt året 1398 e.e. i Beirut af den hadith-lærde, den fiqh-kyndige, shaykh ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariyy, må Allah være nådig med ham, omhandlende en redegørelse for Allahs forstandsmæssigt nødvendige egenskaber. Denne lektion var givet til shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy i starten af hans søgen af viden. Shaykh ^Abdullah har selv gennemlæst hans genpart og korrigeret det med egen korrektur. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning tilkommer Allah, verdnernes Herre og må Allah ophøje rangen af vore mester Muhammad og af hans rene og hæderlige efterslægt og ledsagere, og må Allah beskytte hans nation mod det, han frygtede for den.
Allah, være ophøjet, sagde i Al-Qur´an:
وَمَنْ لَمْ يُؤْمِنْ بِاللَّهِ وَرَسُولِهِ فَإِنَّا أَعْتَدْنَا لِلْكَافِرِينَ سَعِيرًا
Hvilket betyder: ”Og for dem, som ikke tror på Allah og Hans sendebud, har Vi visselig beredt helvedets ild” [Surat A-Fath, vers 13].
Det er en pligt at tro på Allah samt at være bekendt med, hvad der forstandsmæssigt er mulige egenskaber for Ham, hvad der forstandsmæssigt er umulige egenskaber for Ham samt hvad der forstandsmæssigt er nødvendige egenskaber for Ham. Således tror en muslim på Allahs eksistens og på Hans egenskaber med en fast og urokkelig overbevisning. Ligeledes er det en pligt at tro på sendebuddet samt at være bekendt med hvilke egenskaber, der er passende for ham og for hans brødre blandt profeterne, altså hvilke egenskaber, der er forstandsmæssigt mulige, nødvendige og umulige for dem. Og i tillæg dertil kommer der erklæringen med tungen derom, og det mindste, der er påkrævet derved, er fremsigelsen af trosbekendelsen, eller hvad der giver betydningen deraf. Den, der ikke tror på Allah og på Hans sendebud, anses som en vantro, der vil indtræde i helvedets ild og foreviges deri.
Inden vi går videre med dette studie, skal vi slå fast, at forstand-bedømmelse opdeles i tre typer:
- Den intellektuelle nødvendighed: Det angår det, som forstanden ikke kan forestille sig skulle være ikke-eksisterende, eller sagt med andre ord; det er det, for hvem intethed ikke kan tænkes værende forud for. Allah er Den, Hvis eksistens er en intellektuel nødvendighed, fordi forstanden ikke kan acceptere Hans ikke-eksistens, dvs. Hans eksistens kan umulig tænkes værende efter en intethed.
- Den intellektuelle umulighed: Det angår det, som forstanden ikke kan forestille sig eksistensen af, eller sagt med andre ord; det er det, som ikke kan være modtagelig for eksistens. Således er eksistensen af en partner for Allah en intellektuel umulighed, da dette på ingen måde er modtagelig for eksistens, dvs. forstanden kan ikke forestille sig eksistensen deraf.
- Den intellektuelle mulighed: Det angår det, som forstanden både kan forestille sig eksistensen af nogle gange såvel som ikke eksistensen af andre gange. Dette univers med al dets indhold – både det, som vi kan se samt det, som vi ikke kan se- er en intellektuel mulighed. Idet det er noget, forstanden kan forestille sig eksistensen af efter en intethed eller intetheden deraf efter en eksistens. Dette gælder hele universet. F.eks. Allah frembragte mennesket efter at det havde været ikke-eksisterende, og så vil dette menneske blive tilintetgjort. Det er derfor, at menneskenes eksistens hører til de intellektuelle muligheder.
Allah, være ophøjet, sagde:
وَلِلَّهِ المَثَلُ الأَعْلى
Hvilket betyder: ”De ophøjede egenskaber tilkommer Allah, som ikke ligner andres egenskaber” [Surat An-Nahl, vers 60].
Det er en pligt at tro, at Allahs egenskaber er stadfæstet for Ham, og den, der fornægter dem, kaldes en fornægter af Allahs egenskaber. Derfor vil en ateist, der ikke tror på Allahs eksistens, være en, der benægter Allahs egenskab Eksistens; en fornægter.
Disse egenskaber af Allah, som det er pligt at tro på, er stadfæstet for Allah, være ophøjet. Disse egenskaber er hverken Allahs Selv eller noget andet end Allahs Selv. Snarere siger vi, at disse er egenskaber, som Allah nødvendigvis er beskrevet med, både religionsmæssigt og forstandsmæssigt. Imam An-Nasafiy sagde: ”Hans egenskaber er hverken Hans Selv eller noget andet end Hans selv”.
De af Allahs egenskaber, som det er en pligt at være bekendt med for enhver muslim, der er ved sin forstand og som er kommet i pubertetsalderen, kaldes for egenskaberne af Allahs Selv. Alle egenskaberne angiver fuldkommenhed, og Allah må ikke tilskrives disses modsatte. De er tretten egenskaber, som de muslimske lærde har samstemmigt fastslået, at den, der er uvidende derom, er en storsyndig. Disse er: Eksistens (Al-Wudjuud), Ènehed (Al-Wahdaanijjah), Evighed (Al-Qidam), Uophørlighed (Al-Baqaa´), Viden (Al-^ilm), Vilje (Al-Iraadah), Magt (Al-Qudrah), Uforlignelighed med skabningerne (Al-Mukhaalafatu lil-hawaadith), Uafhængighed af alt (Al-Qijaamu bin-Nafs), Hørelse (As-Sam^), Syn (Al-Basar), Tale (Al-Kalaam) og Liv (Al-Hajaat).
- Eksistens (Al-Wudjuud): Allah, være ophøjet, sagde:
أَفِي اللهِ شَكٌّ
Hvilket betyder: ”Der er ingen tvivl om Allahs Eksistens” [Surat Ibrahim, vers 10]. Derfor er det en pligt at tro på Allahs Eksistens. Denne egenskab er, svarende til alle Allahs øvrige egenskaber, evig og uophørlig. Således eksisterer Allah, være ophøjet, uden begyndelse, slutning eller sted.
- Evighed (Al-Qidam): Det er en pligt at tro på, at Allah er Evig, dvs. Den som ingen begyndelse på Sin eksistens har. Hans egenskaber er også evige.
- Evindelighed (Al-Baqaa´): Det er en pligt at tro på, at Allah er Uophørlig, dvs. Hans eksistens ingen slutning har. Hans Eksistens er Evindelig, og Hans Egenskaber er Evindelige. Der er ingen, der er evindelig af sig selv, undtagen Allah, fordi forstandsmæssigt kan det ikke tænkes, at Hans Selv skulle være modtageligt for ophør. Dog er paradis og helvede evindelige, fordi Allah har skæbnebestemt deres evindelighed. Alligevel er de ikke evindelige af sig selv, men af andet end dem selv, fordi de hører til de intellektuelle muligheder, og da de er en del af dette univers. Allah, være ophøjet, sagde:
هوَ الأَوَّلُ وَالآخِرُ
Hvilket betyder: ”Allah er Den Evige uden en begyndelse, og Den Evindelige uden en slutning” [Surat Al-Hadid, vers 3].
- Énehed (Al-Wahdaanijjah): Det er en pligt at tro på, at Allah er Ène guddom uden partner. Allah, være ophøjet, sagde:
فَاعْلمْ أَنَّهُ لا إِلَهَ إِلا اللهُ
hvilket betyder: ”Vid, at der ingen anden guddom end Allah er” [Surat Muhammad, vers 19]. Allah er Én i Sit Selv, Én i Sine Egenskaber og Én i Sin Handling, således har Han ingen mage. Så vi siger f.eks.: Allah er Skaberen, og der er ingen anden skaber end Allah. Allah er Én, men ikke talmæssigt, da tal er skabt. Men det er i betydningen af, at Han ingen partner har.
- Uforlignelighed med skabningerne (Al-Mukhaalafatu lil-hawaadith): Allah ligner ikke nogen af Sine skabninger, hverken i Selvet, Egenskaberne eller i Handlingen. Allah, være ophøjet, sagde:
لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَئٌ
Hvilket betyder: ”Intet er Ham lig” [Surat Ash-Shuura, vers 11]. Imam Abu Hanifah sagde: ”Skaberen ligner ikke Sine skabninger”.
- Uafhængighed af alt (Al-Qijaamu bin-Nafs): Allah, være ophøjet, sagde:
اللهُ الصَّمَدُ
hvilket betyder: ”Allah er Den, som ikke har brug for nogen eller noget, og som alle tyer til ved behov” [Surat Al-Ikhlaas, vers 2]. Allah, være ophøjet, er den, der ikke har brug for nogen blandt Sine skabninger, således har Allah ikke brug for nogen til at give Ham eksistens, fordi Hans eksistens er uden begyndelse. Ej heller har Han brug for nogen til at specificere Ham med viden i stedet for uvidenhed, eller en anden egenskab blandt Hans Egenskaber, fordi Han i al evighed har været beskrevet med disse egenskaber.
- Viden (Al-^Ilm): Det er en pligt at tro, at Allah er beskrevet med Viden, hvilken er en evig og evindelig egenskab for Hans Selv. Allah, være ophøjet, har i al evighed været vidende om Sit Selv, Sine Egenskaber samt om hvad Han frembringer ved Sine skabninger. Intet kan være skjult for Ham, da Han i al evighed har været vidende om alting.
- Vilje (Al-Iraadah): Det er en pligt at tro, at Allah er beskrevet med Vilje, hvilken er en evig og evindelig egenskab, med hvilken Allah specificerer det intellektuelt mulige med nogle egenskaber, som det er modtageligt for, frem for andre. Et eksempel er at specificere noget grønt med en grøn farve frem for andre mulige farver. Der er ingen forskel i denne betragtning mellem godt og ondt, rettro og vantro eller gevinst og tab eller andre modsætninger blandt hvad, der er intellektuelt muligt.
- Magt (Al-Qudrah): Det er en pligt at tro, at Allah er beskrevet med Magt, som er defineret som en evig og evindelig egenskab for Allah, med hvilken Han giver eksistens til eller tilintetgør hvad, der er intellektuelt muligt. Allah, være ophøjet, sagde:
إِنَّ اللهَ عَلَى كُلَّ شَئٍ قَدِيرٌ
Hvilket betyder: ”Allah har magt over alting” [Surat Al-Baqarah, vers 106]. Dvs., Allahs Magt angår hvad, der er intellektuelt muligt. Således angår Allahs Magt ikke det intellektuelle nødvendige, hverken i skabelses eller tilintetgørelses aspekter, idet tilintetgørelse umuligt kan påføres Ham.
Ej heller angår Allahs Magt det intellektuelle umulige, hverken i skabelses eller tilintetgørelses aspekter, da et sådant ikke er modtageligt for eksistens.
Det faktum, at Allahs Magt ikke angår det intellektuelle nødvendige og det intellektuelle umulige, er ikke magtesløshed, men tværtimod en fulkommenhed for Allah, være ophøjet. Dette er tillige forstandsmæssigt påkrævet, idet det intellektuelle umulige forvandles ikke til en intellektuel mulighed. Allahs Magt angår dog det som sædvanligvis er umuligt.
- Hørelse (As-Sam^): Det er en pligt at tro på, at Allah er beskrevet med Hørelse. Hørelse er en evig og evindelig egenskab, med hvilken Allah hører alt hørligt. Han hører det hørbare, om det var i nærheden af os eller langt bort fra os. Allah hører uden et øre, et middel eller en anden kropsdel. Hans Hørelse udsættes ikke for svækkelse, brist eller forandring, idet dette ikke er passende for Allah. Allah, være ophøjet, sagde:
وَ هُوَ السَّمِيعُ البَصِيرُ
Hvilket betyder: ”Han er Den Althørende og Altseende”” [Surat Ash-Shuura, vers 11].
- Syn (Al-Basar): Det er en pligt at tro, at Allah er beskrevet med Syn. Syn er en evig og evindelig egenskab for Allah, med hvilken Han ser alt synligt uden en pupil eller andre midler. Han ser ting, der er nær os samt det, der er langt bort fra os uden nogen forskel. Hans egenskab Syn hverken forandrer sig eller udvikler sig, fordi Den, Hvis Selv er evigt, hverken forandrer sig eller udvikler sig og ligeså gælder det Hans evige Egenskaber, de hverken forandrer sig eller udvikler sig.
- Tale (Al-Kalaam): Det er en pligt at tro, at Allah er beskrevet med egenskaben Tale (Kalaam). Den er en evig og evindelig egenskab for Allah, med hvilken Allah befaler, forbyder og underretter. Hans Tale er ikke med bogstaver, lyd eller sprog. Al-Qur´an i betydning af de udtryk, der er blevet åbenbaret til vor mester Muhammad samt i andre åbenbarede bøger er blot et udtryk for den evige Kalaam af Allahs Selv. Ligesom når vi skriver ordet ”Allah”, så er det et udtryk for Allahs Selv og er på ingen måde selveste Allahs Selv, så er Al-Qur´an et udtryk for Allahs Kalaam. Den kaldes Allahs Kalaam, fordi den ikke er forfattet af profeten Muhammad eller englen Djibril. Al-Qur´an bruges også om den evige Kalaam af Allahs Selv. Allah, være ophøje, sagde:
وَكَلَّمَ اللهُ مُوسى تَكْلِيمَاً
Hvilket betyder: ”Sandelig talte Allah til Moses med Sin evige Kalaam” [Surat An-Nisaa´, vers 164].
- Liv (Al-Hayaat): Allah, være ophøjet, sagde:
اللهُ لا إِلَهَ إِلا هُوَ الحَيُ القَيُّومُ
Hvilket betyder: ”Allah er Den, som der ingen anden guddom end Ham er, Den Levende og Den Uophørlige” [Surat Al-Baqarah, vers 255]. Liv er en evig og evindelig egenskab for Allah. Allahs Liv er på ingen måde som vores liv, fordi vores liv er i behov for en kombination af krop og sjæl, imidlertid er Allahs Liv Hans Egenskab.
Allah, være ophøjet, ved bedst.