En lektion, der blev givet af Al-Shaykh Nizaar Ibn Rachiid Al-Halabiy, må Allah være nådig med ham, den 18. djumaadah al-aakhirah i år 1410. Lektionen handler om at beskytte sin tunge samt en advarsel mod frafald. Den blev hørt af Shaykh Samir Ibn Saami Al-Qaadi, og Shaykh Nabil Ibn Muhammad Ash-Sharif. Han, må Allah være nådig med ham, sagde:
Lovprisning til Allah, verdnernes Herre, og må Allah ophøje rangen af vor mester Muhammad og af hans gode og rene efterslægt og ledsagere. Og må Allah beskytte hans nation, mod det, han frygtede for den. Allah, være ophøjet, sagde:
يَوْمَ تَشْهَدُ عَلَيْهِمْ أَلْسِنَتُهُمْ وَأَيْدِيهِمْ وَأَرْجُلُهُمْ بِمَا كَانُوا يَعْمَلُونَ
Hvilket betyder: ”På den dag, hvor deres tunger, hænder og fødder vil vidne imod dem omkring hvad, de havde udøvet” [Surat An-Nour, vers 24]. Abu Hurayrah, må Allah beære ham sagde, at profeten, må Allah ophøje hans rang, sagde:
مَنْ كَانَ يُؤْمِنُ بِاللَّهِ وَالْيَوْمِ الآخِرِ، فَلْيَقُلْ خَيْرًا أَوْ لِيَصْمُتْ
Hvilket betyder: ”Lad den, der tror på Allah og den yderste dag, sige noget godt eller forblive tavs”, berettet af Al-Bukhaariy og Muslim. Betydningen af denne udtalelse er, at den der besidder den fuldkomne Imaan (rettro), der redder én fra Allahs straf og fører til Allahs belønning, skal sørge for at sige noget godt eller forblive tavs. Eftersom den, der tror på Allah fuldkomment vil frygte Hans straf, ønske Hans belønning, gøre sig umage med at udføre hvad Allah har pålagt ham og afstå fra hvad, Han har forbudt ham. Herunder at styre sine kropsdele, der er skænket ham, og som han bærer ansvar for, som Allah, være ophøjet, sagde:
إِنَّ السَّمْعَ وَالْبَصَرَ وَالْفُؤَادَ كُلُّ أُوْلَئِكَ كَانَ عَنْهُ مَسْئُولًا
Hvilket betyder: "Thi hørelsen, synet og hjertet, alle disse vil mennesket stilles til regnskab for" [Surat Al- Israa’, vers 36].
Endvidere har Allahs sendebud, må Allah ophøje hans rang, sagt:
وَهَلْ يَكُبُّ النَّاسَ في النَّارِ على وُجُوهِهِمْ أو قالَ عَلى مَناخِرِهم إِلاَّ حَصَائِدُ ألْسِنَتِهِمْ
Hvilket betyder: "Vil menneskene da blive kastet i helvedet på deres ansigter eller deres næser pga. andet end deres tungers høst?", berettet af At-Tirmidhiy. Således vil den, der er vidende derom og frygter Allah, styre sin tunge sådan, at man kun fremsiger godhed eller tier.
Denne tunge er blandt Allahs æresgaver til os. Den bør anvendes i at lovprise og adlyde Allah, at tilskynde til godhed, befale det gode og forbyde det onde samt i alt, hvad der medfører gavn og godhed til folk. Den, der derimod lader sin tunge løbe løbsk og vade i syndighed, det være sig at bagtale, at bande, at forbande uberettiget, vil volde sig destruktion.
Det er værd at nævne, at blandt de absolut største og farligste synder fra tungen er vantro, såsom at bande ad Allah, at bande ad profeter, engle, islam eller koran. Eller at lovliggøre hvad der, ifølge muslimske lærdes enighed, er forbudt, af hvad der er almenkendt i religionen, såsom at sige om indtagelse af alkohol eller om hor, at det er tilladt. Betydningen af, at noget er almen kendt i religionen er, at kendskab til det er vidt udbredt blandt muslimer, således at både de vidende såvel som uvidende blandt muslimer er bekendt med dommen derfor. De lærde udviste stor omhu med at advare imod de blasfemiske udtryk samt imod andre typer af vantro og har nævnt det i deres bøger, heriblandt Imam An-Nawawiy, må Allah være nådig med ham og Ash-Shaykh ^Abdul Baasit Al-Faakhouriy, må Allah være nådig med ham, som var Libanons mufti for ca. hundrede år siden.
Det er blevet berettet om en af ledsagerne, hvilken er ^Abdullaah Ibn Mas^oud, at han holdt sin tunge og sagde til den: ”O tunge, før god tale, da vil du være vellykket og ti om ondskab, da opnår du frelse, inden du fortryder, thi jeg hørte Allahs sendebud, må Allah hæve hans rang, sige: "De fleste af et menneskes synder kommer fra dets tunge"", berettet af At-Tabaraaniy. Blandt disse synder er vantro og store synder. Allahs sendebud, må Allah hæve hans rang, sagde:
إن العبد ليتكلم بالكلمة ما يتبين فيها يهوي بها في النار أبعد مما بين المشرق والمغرب
Hvilket betyder: ”Man kan fremsige et udtryk, man ikke anser for værende skadeligt, men som vil være årsagen til et fald i helvedet på en afstand, der er længere end hvad der er mellem øst og vest”, berettet af Al-Bukhaariy og Muslim.
Mennesket kan fremsige et udtryk, som denne hverken tror, der er noget galt i eller er skadeligt, men dette vil være årsagen til dennes fald til helvedets bund, vi søger tilflugt hos Allah mod dette. Dette er frafaldsudtryk, dvs. det udtryk der får dette menneske ud af islam. Allah, være ophøjet, sagde:
وَمَنْ يَرْتَدِدْ مِنْكُمْ عَنْ دِينِهِ فَيَمُتْ وَهُوَ كَافِرٌ فَأُولَئِكَ حَبِطَتْ أَعْمَالُهُمْ فِي الدُّنْيَا وَالْآخِرَةِ وَأُولَئِكَ أَصْحَابُ النَّارِ هُمْ فِيهَا خَالِدُونَ
Hvilket betyder: "De af jer, der frafalder deres religion og som efterfølgende dør som vantro, disse er dem, hvis gerninger er gået tabt i dette liv og i det hinsides, disse er beboerne af helvedet, hvori de skal foreviges " [Surat Al- Baqarah, vers 217].
Frafald er af tre typer, vantro ved trosretninger, vantro ved handlinger samt vantro ved udtalelser, som det er opdelt af An-Nawawiy samt andre lærde blandt shaafi^iyyah, hanafiyyah, maalikayyah, hanaabilah og andre. Dette verificerer profetens udtalelse, må Allah hæve hans rang:
إن العبد ليتكلم بالكلمة لا يرى بها بأسًا يهوي بها في النار سبعين خريفًا
Hvilket betyder: ”Man kan fremsige et udtryk, som man ikke kan se noget forkert ved, hvilket man, som følge af, vil falde 70 år i helvedet”, berettet af At-Tirmidhiy. Dvs. en afstand på 70 år i fald til helvedets bund, som er forbeholdt de vantro, og betydningen af "som man ikke kan se noget forkert ved" er, at man ikke tror, at det vil volde én skade.
Nogle mennesker, blandt dem, der udviser ligegyldighed og som ikke udviser omhu med at tøjre deres tunger og at værne om dem mod vantro, har let ved at vise foragt for Allah, ved en hvilken som helst hændelse, der sker for dem eller ved en hvilken som helst plage, som rammer dem, og muligvis vil de bande ad Allah, være ophøjet, sendebuddet, må Allah hæve hans rang, eller religionen islam. Disse begår vantro, hvilket er den største synd og er den synd, som Allah ikke tilgiver for den, som dør med den i behold. Allah, være ophøjet, sagde:
إِنَّ الَّذِينَ كَفَرُوا وَصَدُّوا عَن سَبِيلِ اللَّهِ ثُمَّ مَاتُوا وَهُمْ كُفَّارٌ فَلَن يَغْفِرَ اللَّهُ لَهُمْ
hvilket betyder: ”De, der begår vantro og holder folk fra at slutte sig til islam, og som dør som vantro, vil Allah ikke tilgive” [Surat Muhammad, vers 34].
Så hvilket udbytte opnår disse dumdristige tabere, når de bander ad Allah eller ringeagter profeterne, englene eller den ærbare lovgivning? De påfører sig kun syndighed, som indebærer ydmygelse, fornedrelse og tab. Al Ghazaaliy, må Allah være nådig med ham sagde: ”Tungens størrelse er ganske lille, men dens fare er enorm stor”. Der blev også sagt, at tungen svarer til et rovdyr, hvis du ikke tøjrer det, da vil det overfalde dig. Imam Dhun Noun Al-Misriy blev spurgt om det mest omhyggelige menneske i at værne om sit hjerte, og da sagde han: "Det er den, som er bedst til at beherske sin tunge". Den fornuftige bør ræsonnere over følgende vers:
مَا يَلْفِظُ مِنْ قَوْلٍ إِلَّا لَدَيْهِ رَقِيبٌ عَتِيدٌ
hvilket betyder: ”End ikke én udtalelse bliver fremsagt uden at Raqiib og ^Atiid er overværende” [Surat Qaaf, vers 18]. Den der ræsonnerer over dette, ved, at alt hvad man udtaler i alvor, spøg og vrede bliver nedskrevet af de to engle. Vil det glæde den fornuftige at se disse afskyelige udtryk i sin bog, når denne får forevist den på dommedagen? Nej, det vil derimod genere og ærgre ham, den dag hvor fortrydelse ikke vil kunne gavne. Man bør drage omsorg for sin tunge mod al tale, der vil ærgre en, hvis den bliver én forevist i det hensiddes.
Allah sendebud, må Allah hæve hans rang, sagde:
خَصْلتانِ ما إِنْ تَجَمَّلَ الخلائقُ بمثلِهِما حُسْنُ الخُلُقِ وطُولُ الصَّمْتِ
Denne hadith indebærer ros af de to egenskaber; god moral og vedvarende tavshed, og er berettet af Ibn Abi Ad-Dunya i bogen As-Samt.
Den udenadslærde Ibn Hibbaan, må Allah være nådig med ham, sagde: ”O Adams barn, vær fair overfor din tunge, og vid, at du fik tildelt en tunge og to ører, for at du skal høre mere end du taler”.
Kære muslimske bror, enhver fornuftig bør anvende æresgaven; tungen, som denne fik foræret af Allah, i at sige det rette, lovprise Allah, recitere koran samt i andre lydighedshandlinger og godheder. Dette vil belyse hjertet, og fjerne mørket, der forekommer fra den dårlige og urette tale.
Ligesom tavshed til rette tidspunkter er en dyd, så er tale til rette tidspunkter tillige en dyd og en billiget egenskab. Den, der hører vantro med egne ører og tier med at befale til gode og forbyde det onde, når denne formår det, vil føre sig selv mod sin selvfortabelse og selvdestruktion. Dette gælder – ud over vantro- tillige de øvrige synder.
Vorherre, vi beder Dig om at holde os væk fra vantro, storsyndighed, ryggesløshed og ond tale. Vi beder Dig også om, at hjælpe os med at lovprise Dig, takke Dig og tilbede Dig på rette vis.
og Allah ved bedst