Dette er et oplæg afholdt af dogmatikeren, den fiqh-kyndige, shaykh ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariyy, må Allah være nådig med ham, omhandlende en redegørelse for, Ahlus-sunnahs enighed om troens dogmer, samt en advarsel mod de tre sekter, der modsatte sig dem. Denne lektion blev påhørt af shaykh Jamiil Ibn Muhammad Haliim, shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy, shaykh Nabiil Ibn Muhammad Ash-Shariif, shaykh ^Abdur-Razzaaq Ibn Muhammad Ash- Shariif og shaykh Muhammad Ibn Mustafa al-Bakriyy. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning tilkommer Allah, verdnernes Herre og må Allah ophøje rangen af vor mester Muhammad og af hans rene og hæderlige efterslægt og ledsagere, og må Allah beskytte hans nation mod det, han frygtede for den.
Det skal fastslås, at der ingen uenighed blandt de 4 retsskoler er, i hvad angår de grundlæggende trossætninger. Der er blot en variation af fortolkningen af nogle regler, såsom regler vedrørende bøn, pilgrimsfærd, ægteskab og skilsmisse. I sådanne temaer kan de være uenige, men de er enige om troens fundamenter. Denne uenighed vedrørende regler er ikke beskæmmende i religionen, fordi ledsagerne var også uenige om nogle regler vedrørende bøn, faste, pilgrimsfærd, skilsmisse og ægteskab. De var uenige om sådanne emner, men de har ikke været uenige om troens dogmer, da uenighed om troens fundamenter er forvildelse og afvigelse.
Blandt de væsentligste pligter for tiden er at belære Ahlus-sunnahs tro til både store og små, da der er nogle mennesker, der har tilsneget sig iblandt muslimerne og hvis tro afviger markant fra Ahlus-sunnahs tro, såsom wahhabister.
Folk er nu blevet opmærksomme på vildfarelsen fra de unge, som studerer på wahhabi-skoler, hvorefter de vender tilbage til deres hjemland, og dømmer deres fædre som værende vantro. Dette er, fordi de erfarer, at deres fædre og mødre søger velsignelse ved at besøge profeter og al-awliyaa’, hvilket de anser som afgudsdyrkelse, og de erklærer dem derfor for værende vantro. De erklærer tillige folk, der siger: ”O Muhammad, O ^Aliy, O ^Omar, O ^uthman, O ^Abdal-Qadir” for værende vantro. En sådan person er, ifølge dem, idoltilbeder, og de anser det som værende tilladt at udgyde dennes blod.
I wahhabismens grundlæggers æra; Muhammad Ibn ^Abdul-Wahhaab, dræbte de en blind mand, der kaldte til bøn, blot fordi han efter bønkaldet fremførte salaat og salaam for profeten, som det er muslimernes vane i øst og vest gennem de sidste 700 år. De sagde til ham: ”Denne bønkalder har sagt salaat for profeten efter bønkaldet med samme lyriske fremførelse, som kaldet til bøn”. Han beordrede ham henrettet, og så blev han likvideret, selvom salaat for profeten efter bønkaldet er en lovlig sag, der ikke indeholder noget uønskeligt.
Muslimerne har gennem de seneste 700 år, og lidt mere, sagt salaat for profeten højlydt efter kaldet til bøn. Men fra profetens tid, må Allah hæve hans rang, og frem til den førnævnte tidsalder plejede de ikke at sige salaat for profeten højlydt efter bønkaldet. Dog har profeten ikke sagt: ”Sig ikke salaat for mig efter bønkaldet, medmindre det er lavmælt”. Han lovliggjorde det for sin nation i begge tilfælde. Men ifølge Wahhabisterne vil den person, der siger salaat for profeten højlydt efter bønkaldet, være en vildledt kætter, der fortjener dødsstraf.
De unge, der tager til wahabbisternes skoler fra Afrika, Sudan, Etioien, Indien, Pakistan og Marokko, samt de ungmænd, der ønsker at bosætte sig i f.eks. Al- Madinah, og melder sig ind på nogle af wahhabisternes institutter og studerer hos dem, er dem, der vender tilbage til deres hjemlande og propaganderer for disse afvigende holdninger.
Når en person siger: ”O Allah, opfyld mit behov” eller ”let min kvaler”, uden at udføre tawassul ved en profet eller waliyy, er det lovligt og godkendt, og når denne siger: ”O Allah opfyld mit behov til ære for din profet Muhammad, eller for Abu Baker, eller for ^Uthman”, er det også lovligt. Egentligt er den oprindelige formulering: ”O Allah, opfyld mit behov”. Det er de fleste muslimers praksis. Men tawwasul har sit grundlag i profetens udtalelse, må Allah hæve hans rang. Der kom en blind mand til profeten og sagde: ”O Allahs sendebud, spørg Allah for mig om at give mig mit syn tilbage …..etc.”, berettet af At-Tabaraaniy. Denne blinde mand blev vejledt til at udføre tawwasul via Allahs sendebud, og han fik øjeblikkeligt sit syn tilbage. Han vendte tilbage til profeten Muhammad, som fortsat opholdt sig samme sted, hvor han havde befundet sig, da manden havde henvendt sig til ham.
Den bøn, som den blinde mand bønfaldt Allah med, er en bøn, som muslimer siden dengang stadig anvender til nu. Udtalelsen blev berettet af Al-Bayhaqiy, At-Tabaraaniy, At-Tirmidhiy, Ibn-Maadjah, Ibn As-Sunniy og An-Nawawiy i bogen Al-Adhkaar og mange andre. Muslimerne gør stadig brug af den tawassul siden ledsagernes dage til vores tidsalder.
Muslimerne udfører nogle gange tawassul gennem Allahs sendebud, og andre gange bønfalder de Allah uden tawassul. Begge metoder er tilladt. Wahhabisterne siger: ”Ved hans tilstedeværelse og i livstid var det tilladt, men efter hans død er det syndigt”. De siger endda, at det er afgudsdyrkelse. De siger også, at det var syndigt i hans livstid uden hans tilstedeværelse. De er i modsætningsforhold til Ahlus-sunnah.
I ^Omars æra, må Allah være tilfreds med ham, var der en periode med tørke, og der faldt ingen regn, og denne medførte hungersnød blandt Al-Madinahs folk.
En mand drog afsted til sendebuddets grav, må Allah hæve hans rang, og sagde: ”O Allahs sendebud, dit folk er ved at forgå, bed Allah om regn for dem”. Denne så efterfølgende i drømmen profeten sige til ham: ”Hils ^Omar og fortæl ham, at de nok skal få regn”. Manden henvendte sig til ^Omar og fortalte ham det. ^Omar græd, og han tilbageviste ikke hans handling. Han sagde ikke: ”Hvordan tog du til profetens grav? Du kunne i stedet selv have sagt: ”O Allah, skænk os regn”, profeten er død, hvorfor spørger du ham om bønfald?”. Det sagde ^Omar ikke til ham, men ^Omar, må Allah være tilfreds med ham, græd i taknemmelighed, og dernæst skænkede Allah dem regn. Det år var et år med velstand og rigelighed efter nedbøren. Dette er muslimernes praksis siden ledsagernes dage. Den, der vil udføre tawassul, kan gøre det, og de der ikke vil, kan lade være. Begge er tilladt.
Profeten, må Allah hæve hans rang, lærte os at udføre tawassul ved ham. Han sagde ikke: ”Udfør ikke tawassul ved mig eller ved andre, når jeg ikke er tilstedeværende eller efter min død”. På trods af det, forbyder Wahhabisterne dét undtagen i profetens liv og ved hans tilstedeværelse.
Mange af dem, der bliver kaldt ”mashaayikh”, har svækket det rette i de her lande samt mange andre lande. De gør ikke folk opmærksomme på de blasfemiske sekter. De klargør ikke at de er vantro. Havde de advaret og klargjort det, da ville folk have afstået fra dem.
Wahhabisterne, Sayyid Qutubs parti (det såkaldte muslimske broderskabs parti) og Hizbut-Tahrir er vildfarende. Ifølge lovgivningen er de vildfarende.
Wahhabisterne sammenligner Allah med Hans skabninger, de legemliggør Allah, dvs. de tilskriver Allah legemliggørelse. De anser Allah for værende et legeme, og den, der legemliggør Allah, er vantro, fordi denne ikke er bekendt med Allah.
Allah er skaberen af legemerne, hvordan skulle Han selv være et legeme? De er uvidende om Allah, de har ikke kendskab til Allah, de kender ikke Allah. De har forestillet sig noget over tronen, som de så tilbad. De tilbad noget, der ikke findes og har dermed ikke tilbedt Allah, være ophøjet.
Hvad angår Al-Qutbiyyah, Sayyid Qutubs gruppe, disse erklærer enhver, der ikke hører til dem, for værende vantro, derfor begår de vantro. I deres tro er der også andre vildfarelser, da Sayyid Qutub har legemliggjort Allah. Han sagde: ”Allah befinder sig fysisk alle steder med os”. Han anså Allah som et legeme, der er spredt ud i verden med mellem skabningerne, og at Han bevæger sig med dem og opholder sig med dem hvor end de slår sig ned.
Hvad angår Hizbut-Tahrir, så tror de på, at Allah kun er skaberen af vores kroppe men ikke af vores frivillige handlinger. De tilskrev løgnagtighed til følgende vers:
اللَّهُ خَالِقُ كُلِّ شَيْءٍ
Hvilket betyder: ”Allah er altings skaber” [Surat Az-Zumar, vers 62]. Samt til verset:
وَاللَّهُ خَلَقَكُمْ وَمَا تَعْمَلُونَ
Hvilket betyder: ”Og Allah skabte jer og hvad end I gør” [Surat As-Saaffaat, vers 96].
De tilskrev også løgnagtighed til profetens udtalelse, der er berettet af Al-Bukhaariy, om at profeten, må Allah hæve hans rang, plejede at sige efter at være vendt tilbage fra pilgrimsfærd, ^umrah eller slag:
لا اله إلا الله وحده صدق وعده ونصر عبده وهزم الأحزاب وحده
Hvilket betyder: ”Der er ingen anden guddom end Allah, Den Ene. Han overholdt Sit løfte, bistod Sin skabning og besejrede partierne alene”, berettet af Al-Bukhaariy.
Set udefra bekrigede og besejrede ledsagerne de vantro, men hvem var det, der egentligt besejrede dem? Det var Allah.
Billedmæssigt og set udefra har de troende besejret, men den egentlige sejr er fra Allah. Profeten sagde: ”og Han besejrede partierne alene”. Betydningen er, det er Allah der skabte denne sejr, som billedligt blev udført af ledsagerne. Så Hizbut-Tahrir afviser verset samt denne udtalelse.
Men det er ikke blevet erfaret af Hizbut-Tahrir, at de lovliggør drab på dem, der ikke er en af dem, hvor imod wahhabisterne og Sayyid Qutubs parti lovliggør drabet på dem, der ikke er en af dem.
Grundet penge bliver wahabisterne rost af nogle mennesker, som påberåber sig besiddelsen af viden. Nogle mennesker siger: ”Hvordan kan vi erklære dem for værende vantro, når de siger; der er ingen anden guddom end Allah? ”. Svaret er: Selvom disse siger: ”Der er ingen anden guddom end Allah” – så anser en del af dem, nemlig wahhabisterne, Allah for værende et legeme, og den, der legemliggør Allah, er vantro, som Ash-shaafi^iy, Abu Hanifa, Maalik og Ahmad Ibn Hanbal, må Allah beære dem, har tilkendegivet. Ahmad Ibn Hanbal sagde: ”Den der siger: Allah er et legeme, der ikke ligner andre legemer, begår vantro”. Eftersom det er meningsløst at sige: ”der ikke ligner andre legemer” efter at have sagt: ”Han er et legeme”. Dennes udsagn: ”Der ikke ligner andre legemer”, frigør ham ikke for vantro.
Disse dømmer endda de troende for værende vantro. Ifølge dem, er det vantro at sige: ”O Muhammad” efter hans død, mens nationens lærde er enige om lovligheden deraf både i hans livstid, når han var fraværende, samt efter hans død. Imidlertid har Allah forbudt at gøre det ansigt til ansigt i hans livstid, efter at dette har været tilladt.
Efter hans død, må Allah ophøje hans rang, plejede ledsagerne at sige: ”O Muhammad”, og det gør hele nationen også til dagen i dag. Under sit kalifats æra sendte Abu Bakr en hær til Al- Yamaamah, fordi nogle af dem, der var muslimer, begik vantro efter profetens død. Andre var vantro inden profetens død, må Allah hæve hans rang. Hærføreren under dette slag, var Khalid Ibn Al-Walid, og deres motto var: ”Yaa Muhammadah” dvs. ”Oh Muhammad”.
Dette berettes af udenadslærde med autentiske beretningskæder. Wahhabisterne dømmer fortsat dem, der siger: ”O Muhammad”, som værende vantro. De har dermed både dømt ledsagerne og deres efterfølgere, som værende vantro. Hvordan skal man så ikke dømme wahhabisterne, som værende vantro?
At advare imod disse tre sekter er en pligt, og afholdelse fra at implementere denne pligt er destruktiv. Afståelsen fra at forbyde ondskab er en stor synd.
Må Allah velsigne jer og lade jer være blandt de praktiserende.
Og Allah, være ophøjet, ved bedst.