Dette er et oplæg afholdt i Beirut af den hadith-lærde, den fiqh-kyndige shaykh, ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariyy må Allah være nådig med ham, omhandlende en redegørelse for ledsagernes konsensus omkring troen. Denne lektion blev påhørt af shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy, shaykh Nabiil Ibn Muhammad Ash-Shariif, shaykh Jamiil Ibn Muhammad Haliim, shaykh Muhammad Ibn Mustafa al-Bakriyy og shaykh ^Abdur-Razzaaq Ibn Muhammad Ash- Shariif. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning til Allah, verdnernes Herre, og må de mest fuldkomne og udadlelige udmærkelser og hilsner hvile på vor mester Muhammad og af hans fromme og hæderlige ledsagere og rettroende efterslægt.
Profeten, må Allah hæve hans rang, sagde:
إنّكُمْ لَتَغْفُلونَ عَنْ أَفْضَلِ العِبادَةِ التوَاضُع
Hvilket betyder: ”I går glip af en af den bedste tilbedelseshandlinger, nemlig beskedenhed”. En autentisk udtalelse, der er berettet af den udenadslærde Ibn Hadjar Al-^Asqalaaniy.
Betydningen af: ”عن افضل العبادة” er, at det er en af de bedste tilbedelseshandlinger, og altså ikke absolut den allerbedste tilbedelseshandling.
Beskedenhed fører til opnåelse af de højere statusser og sublime positioner. Beskedenhed udvises over for de små så vel som de ældre rettroende og med de fornemme så vel som de mindreværdige. Havde profeterne, må Allah hæve deres rang, ikke været beskrevet med beskedenhed, da ville menneskene ikke have taget godt imod deres kald. Som en del af beskedenhed følger der godmodighed (mildhed). Beskedenhed og godmodighed (mildhed) hænger sammen. Nogle muslimske lærde sagde: ’’Godmodighed er videns prydelse’’.
Blandt det, som berettes om profeten Jesus, må Allah ophøje hans rang, er at han beskrev profeten Muhammads nation som følgende: ”De er godmodige, vise og kyndige, der i betragtning af deres lærdom, er det som om de er profeter”, berettet af Abu Nu^aym. Betydningen er de lærde fra profeten Muhammads nation, må Allah hæve deres rang, besidder disse egenskaber, og at de, på baggrund af den enorme mængde viden de får skænket, er som om de er profeter.
Godmodighed er en del af beskedenhed, så lad en hver af os behandle sin bror med denne tilgang. Nemlig beskedenhed, godmodighed og tilgivelse, dvs. forladelse for krænkelse. De rettroende bør behandle hinanden med tilgivelse, forladelse og velvilje.
Blandt islamiske etikker er at udvise respekt for den ældre og barmhjertighed over for den yngre. Den ældre bør gives forrang mht. plads i forsamlinger, og ved samtaler bør man afvente med at tale indtil den ældre har indledt talen. Når der bliver spurgt til råds i en forsamling, bør man som ung afvente med at give sin mening til kende, indtil den ældre indleder samtalen. Profeten, må Allah hæve hans rang, har berettet om Allah, være ophøjet, at Han sagde:
حَقّت مَحَبّتي للمُتَحابِّين فيَّ وحَقّت محَبَّتي للمُتَناصِحِينَ فِيَّ وحَقَّت مَحَبَّتي للمُتَواصِلينَ فيّ وحَقَّت مَحَبَّتي للمُتبَاذِلينَ فيّ
Hvilket betyder: De, der gør sig fortjent min belønning, er de der elsker hinanden oprigtigt i lydighed til Mig, råder hinanden oprigtigt i lydighed til Mig, vedligeholder kontakten oprigtigt i lydighed til Mig og de der forærer hinanden gaver oprigtigt i lydighed til Mig’’, berettet af Ash-Shaashiy. Vi bør forskønne os selv med disse egenskaber, for at vi på dommedagen kan være på flyvende senge overfor hinanden.
En anden egenskab som er tæt forbundet med beskedenhed, er medgørlighed. Den som holder sig til beskedenhed, har en tendens til at være føjelig og at rette sig efter sine brødre, hvilket resulterer i megen godhed og gavn. Mu^aadh Ibn Djabal, må Allah være tilfreds med ham, og Abu Musa Al-Ash^ariy, må Allah være tilfreds med ham, blev sendt af profeten til Yemen for at udbrede Islam. De arbejdede hver på sit område. Den ene arbejdede i de høje landskaber og den anden i de lave landskaber. De mødtes regelmæssigt og sparrede med hinanden, hvilket førte til stor succes og fremgang. Dette er resultatet af ydmyghed kombineret med føjelighed. Vi bør derfor gå i dette spor.
At vedligeholde kontakten betyder, at de, der elsker hinanden oprigtigt i lydighed til Allah, besøger hinanden, uden at afbryde besøgene, idet ved denne kontakt vil gavn opnås af begge parter.
At forære hinanden gaver betyder, at den enkelte giver noget ud til en anden, selv hvis det skulle være en siwaak (tandpind). Den anden person giver tillige noget ud til den første, hvilket vil være med til at styrke kærligheden. Disse er de islamiske etikker. I denne tidsalder er høfligheden over for de ældre blevet formindsket, til en grad at sønnen kan stille sig selv i centrum i en forsamling med sin faders overværelse. Dette er uhøfligt. Eleverne bør undervises om etiske regler i skoler, og læres disse gode manérer.
Og Allah ved bedst