Dette er et oplæg afholdt af den hadith-lærde, dogmatikeren, den fiqh-kyndige shaykh ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariyy, må Allah være nådig med ham, omhandlende en redegørelse for, at beskæftige sig med tilegnelse af religiøs viden prioriteres over mange andre anliggender. Denne lektion blev påhørt af shaykh ^Abdur-Razzaaq Ibn Muhammad Ash- Shariif, shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy, shaykh Nabiil Ibn Muhammad Ash-Shariif, shaykh Jamiil Ibn Muhammad Haliim og shaykh Muhammad Ibn Mustafa al-Bakriyy. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning tilkommer Allah, verdnernes Herre, og må Allah ophøje rangen af vor mester Muhammad og af hans rene og hæderlige efterslægt og ledsagere, og må Allah beskytte hans nation mod det, han frygtede for den.
De fleste mennesker er indbildske. De udelader det fornødne til fordel for det ufornødne. Mange mennesker drager mange gange på valfarten efter at have udført den pligtige valfart, og så aflægger de besøg hos profeten, må Allah ophøje hans rang, uden at have skaffet sig den fornødne religionslære og så tror de, at deres gerninger er gyldige og godtagede. Disse er ikke klar over at grundbetingelsen for godtagelse af en handling er at den stemmer overens med As-Sunnah dvs. sendebuddets lovgivning, må Allah ophøje hans rang. Ved wuduu´, bøn, tahaarah, pilgrimsfærd, lovprisning samt du^aa´ er det betinget, at de skal stemme overens med sendebuddets lovgivning, må Allah ophøje hans rang. For hvis handlingen ikke gør det, da bliver den ikke godtaget af Allah, være ophøjet, og hvis man ikke tilegner sig religionslære, så er der ingen måde at kende til det på.
Hvis man ikke bliver undervist i religionens anliggender af sin fader eller andre, da lever man vadende i skødesløshed. Først efter døden vil man blive bekendt med, at de handlinger, som man troede skulle være et forråd til på dommedag, svarer til ingenting. Allahs sendebud, må Allah ophøje hans rang, sagde: ”En hvilken som helst handling, som ikke er underbygget af vores praksis, dvs. som ikke stemmer overens med vor lovgivning, er da afvist”, berettet af Al-Bukhaariy. Dvs. den godtages ikke af Allah. Hvordan vides det om en handling stemmer overens med lovgivningen eller ej uden viden? Selv hvis ens fader var den mest lærde i sin tid, men man skaffede sig ikke religionslæren, hvordan skulle man være bekendt med det? Selv hvis ens fader var waliyy og ens farfar også var waliyy, hvordan skulle man vide det? Mange mennesker er virkelige indbildske.
Lad alle lære denne udtalelse udenad. Allahs sendebud, må Allah ophøje hans rang, sagde: ”En hvilken som helst handling, som ikke er underbygget af vores praksis, er da afvist”. Når en handling er nævnt entydigt i koranen eller i profetens udtalelser uden nogen skjulthed, da er det helt enkelt og tydeligt. Men når handlingen ikke er nævnt udtrykkeligt i koranen eller profetens udtalelser, men er udledt af idjtihaad-imamerne, såsom Ash-Shaafi^iy, Maalik, Abu Hanifah, Ahmad Ibn Hanbal, eller de tidligere mudjtahidin blandt efterfølgerne som Al-Hasan Al-Bisriy, ^Ataa´ Ibn Abi Rabaah, når handlingen er udledt af disse mudjtahidin ud af deres forståelse af koran og profetens udtalelser, så gælder der for denne handling hvad der gælder for det der er udtrykkeligt nævnt i koranen eller i profetens udtalelser.
Det er ikke en betingelse for hver eneste tilbedelse eller god handling at være udtrykkeligt anført i koranen og hadith. Fejring af Mawlid er ikke fremført i koran eller hadith, og lige så tariqah samt mange andre blandt det, der stemmer overens med koran og hadith. Det er ikke sådan at hver eneste godgørenhed udtrykkeligt er omtalt i koran eller hadith. Koran og hadith har dog tilkendegivet nogle grundsætninger og retningslinjer og de lærde blandt mudjtahidin afleder reglerne deraf.
Der er en sekt ved navn wahhabister, med svingende holdninger. Den ene gang godkender de ting, der ikke er nævnt i koranen eller af profeten, når de bryder sig om det, mens hvis de ikke bryder sig om det så siger de: Dette har sendebuddet ikke gjort eller udtrykkeligt befalet til, og derfor kan vi ikke vedtage det. De adopterer altid svingende holdninger. Der er rigtig mange ting, som sendebuddet ikke har omtalt i sine udtalelser og ej heller har koran. Et eksempel derpå er mahaarib med nicher i moskéerne. Disse fandtes ikke i profetens æra, men blev først indført af nogle lærde 90 år senere.
Lige så er sufi-tariqah, Shaykh Ahmad Ar-Rifaa^iy og shaykh ^Abdul Qaadir Al-Djaylaaniy har indført det 500 år senere, og dette har andre lærde efter dem også gjort. Der undervistes ikke i videnskaben grammatik i profetens æra, det var først derefter at nogle lærde grundlagde det, for at det skulle tages i brug til bedre at kunne forstå koran og hadith og for at undgå forvrængninger i profetens udtryk. Derfor har islams lærde undervist i det efter sendebuddet, og alt dette er antageligt. Grundbetingelsen er, at det skal stemme overens med koran og hadith, mens det, der ikke stemmer overens med koran og hadith er afvist. Selv bønfaldelse (du^aa´), hvis det er i strid med lovgivningen, er det afvist, og nogle mennesker kan endda begå vantro grundet nogle bønfaldelser.
Der var en person i mit land, som forsøgte at efterligne sufier. Han sagde: ”Må Allah lade mig være en forløser for Muhammads nation”, dvs. må Allah lade mig komme i helvede alene, så at ingen af Muhammads nation skulle straffes. Dette står i kontrast til koranen og hadithen.
Sendebuddet, må Allah ophøje hans rang, sagde: ”Nogle mennesker vil komme ud af helvedet via Muhammads forbøn”, berettet af Al-Bukhaariy. Nogle lærde sagde, at betydningen er: ”En stor del af min nation vil komme i helvede, og så vil jeg få dem ud derfra”. Hvordan kan denne uvidende sige: ”Må gud lade mig være et offer for Muhammads nation”, hvor vover han?
Og Allah ved bedst