Dette er et oplæg afholdt af den hadith-lærde, dogmatikeren shaykh ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariyy, må Allah være nådig med ham, omhandlende en redegørelse for, at Allah ikke må tilskrives grænser og mængder. Denne lektion blev påhørt af shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy, shaykh Nabiil Ibn Muhammad Ash-Shariif og shaykh Muhammad Ibn Mustafa al-Bakriyy. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning tilkommer Allah, verdnernes Herre, og må Allah ophøje rangen af vor mester Muhammad og af hans rene og hæderlige efterslægt og ledsagere, og må Allah beskytte hans nation mod det, han frygtede for den.
Nogle mennesker synes, at det er besynderligt at dømme den, der tror, at Allah har lemmer eller grænser, som værende vantro. Dette er ikke spor usædvanligt for islams lærde. Idet nationens salaf som khalaf er af denne holdning; at den, der sammenligner Allah med Hans skabninger ved at tilskrive Ham lemmer eller stadfæster sidden for Allah eller ophold i en øvre retning eller en anden retning, ikke er muslim, da man i så fald er i absolut modsætning med Allahs udtalelse i koranen:
لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَيْءٌ
Hvilket betyder: ”Intet er Ham lig” [Surat Ash-Shuura, vers 11]. Allah, være ophøjet, oplyste os i dette vers, at Han er hævet over enhver af skabningernes egenskaber; ophold på ét sted, i én retning blandt de seks retninger, på alle steder eller i alle retninger. Havde Han været i en bestemt retning såsom tronen, alle retninger, på et bestemt sted eller på alle steder eller var i bevægelse nogle gange og i stilstand andre gange såsom mennesker, dyr engle og djin, da ville Han have haft utallige lige.
Hvis nogen så siger: ”Dette er ubegribeligt”, så kan man svare ved at sige: selv blandt skabningerne findes der nogle ting, som ikke er til at forestille, til trods for at disse er blevet til og er noget, som vi er pålagt at tro på. Allah, være ophøjet, sagde:
وَجَعَلَ الظُّلُمَاتِ وَالنُّورَ
Hvilket betyder: ”Og skabte mørket og lyset” [Surat Al-An^aam, vers 1]. Betydningen ”skabte mørket og lyset” er, at i evigheden var der hverken lys eller mørke. Først skabte Allah nogle af Sine skabninger, og dernæst skabte Han mørket og lyset. Menneskets sind kan ikke forestille sig en tid uden lys eller mørke. Den kan forestille en tid, hvor der alene er lys eller forestille lysets ikke-eksistens, når mørket er der. Den kan forestille en tid, hvor der alene er mørke eller forestille sig mørkets ikke-eksistens, når lyset er der. At det eksisterer på et tidspunkt og ikke eksisterer på et andet tidspunkt, er noget man kan forestille, mens ikke-eksistens af dem begge er noget, som menneskets sind ikke kan forestille. Alligevel er vi pålagt at tro på det. Så vi siger til dem, der siger: ”Hvordan kan Allahs eksistens uden bevægelse, stilstand eller retning være gyldig?”. Vores svar til dem er: ”Ligesom eksistens af en tid uden lys eller mørk er gyldig, selv om vi ikke kan forestille os det, er Allahs eksistens uden sted, retning, bevægelse eller stilstand tillige gyldig, både de intellektuelle beviser samt overleverede beviser stadfæster dette, til trods for at vi ikke er i stand til at forestille os det”.
Nogle mennesker lader sig intimidere af wahhabister, der siger til dem: ”Hvordan kan Allahs eksistens uden sted eller retning være gyldig, eller at Han ikke skal være i bevægelse nogle gange og stille andre gange?” Når personen, de adresserer disse ord til, ikke er robust i troslæren, vil denne slutte sig til dem. Denne vil slutvis sige: ”Ja, det går ikke, Han må have er sted, hvilket er tronen”. Denne vil dermed afvise Allahs udtalelse:
لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَيْءٌ
Hvilket betyder: ”Intet er Ham lig”, samt modsige nationens salaf og khalaf. Salaf har afvist grænser for Allah. Det, som har grænser, må befinde sig et sted, mens det, som ikke har en mængde, forstandsmæssigt ikke kan være på et sted. Den lille mængde, den store mængde samt hvad der er derimellem hører alle til skabningernes egenskaber. Støvpartiklen så vel som sennepsfrøet er skabt af Allah og fik tildelt deres mængder, ligeså er tronen skabt af Allah med den mængde og de grænser, den har. Mennesket er tillige skabt med sådanne grænser; fire armlængder i højden og en i bredden.
Det er Allah, som frembragte tronen og tildelte den dens grænser, det er ikke tronen, der skabte sig selv med de grænser, den har. Imidlertid vil skaberen af disse ting med deres respektive grænser umuligt kunne have en grænse eller mængde, idet havde Han haft en grænse og mængde, da ville Han have haft brug for nogen, der tildelte Ham den omtalte grænse og omtalte mængde.
Forstandsmæssigt er det muligt for os at kunne have haft andre grænser som f.eks. støvpartiklens, men vi fik tildelt de grænser vi har. Det er ikke os, der skabte os selv med de pågældende grænser, det er derimod Allah, der tildelte os vores nuværende grænser, og havde Allah, været ophøjet, haft grænser, da ville Han have været i behov for nogen, der tildelte Ham de omtalte grænser.
Derudover kendetegnes dette univers med omstændighedernes skift. Jorden har om sommeren andre forhold end den har om vinteren. Mennesket bliver født, som et lille barn, der hverken kan gå eller tale. Dernæst kommer det til en stadie, hvori det kan gå, tale og tænke. Den sande og raske fornuft nødvendiggør, at alt, der forandrer sig fra en tilstand til en anden, nødvendigvis må være underlagt en, der forandrer det fra den ene tilstand til den anden, og den, der forandrer det, kan forstandsmæssigt ikke selv være foranderlig fra en tilstand til en anden.
Ahl As-Sunnahs lærde siger om Allah, være ophøjet, at Han ikke er begrænset. Dette sagde vor mester ^Aliyy, og hans barnebarn ^Aliyy Zayn Al-^Aabidin, som benævnes As-Sadjjad, pga. de mange bønner han udførte – det er blevet berettet, at han plejede at bede et tusind rak^ah i døgnet, og han var yderst pæn og nydelig i udseende og indgød agtelse og ærefrygt pga. sin gudfrygtighed og ikke pga. magtens blændværk, han sagde også om Allah, at han ikke er begrænset.
Dog betyder dette på ingen måde, at Allah har en udstrækning, som folks syn ikke vil kunne række til. Derimod er betydningen, at det forstandsmæssigt er umuligt for ham at tilskrives mængder, uanset hvor små eller store de var. Ej heller betyder det, at Allah har grænser, som mennesker ikke er i stand til at forestille sig, men meningen er derimod at afvise mængder helt og aldeles for Ham.
Udtalelsen ”Allaahu akber / Allah er mægtig” betyder på ingen måde, at Allah har en stor størrelse, der er større end alt andet, men det betyder derimod, at Han er mægtigere end alle andre og mere vidende end enhver vidende. Dette er betydningen af ”Allaahu akbar” og altså ikke i fysisk henseende.
Størrelser og mængder kan kun tilskrives de tilblevne, dvs. noget, der ikke fandtes og som så trådte ind i eksistensen. Sådant noget må godt være beskrevet med grænser, mens Den, hvis eksistens er uden begyndelse, og hvis eksistens ikke er forudgået af ikke-eksistens, ikke må tilskrives grænser, idet havde Han haft grænser, da ville Han have været tilbleven, frembragt og skabt af andre, og dette er umuligt og inkonsistent.
Og Allah ved bedst