Dette er et oplæg afholdt i Beirut af den hadith-lærde, fiqh-kyndige, shaykh, ^Abdullaah Ibn Muhammad Al-^Abdariy, må Allah være nådig med ham. Lektionen omhandler en redegørelse for at det, som imam Abu Al-Hasan Al-Ash^ariy har fastslået som værende troen, Allahs sendebuds ledsagere besad. Denne lektion blev påhørt af shaykh ^Abdur-Razzaaq Ibn Muhammad ash-Shariif, shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy, shaykh Nabiil Ibn Muhammad Ash-Shariif, shaykh Jamiil Ibn Muhammad Haliim og shaykh Muhammad Ibn Mustafa Al-Bakriy. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning til Allah, verdnernes Herre. Ham tilhører æresgaverne, gavmildhed og de fuldkomne lovord, og må velsignelser og hædersbevisninger fra Allah, Den Generøse og Nådige samt bønner fra de overordnede engle derom være over vor mester Muhammad; den ærværdigste blandt sendebuddene, og over hans gode og rene slægt.
Endvidere er Vi blevet formidlet via en autentisk kæde via at-Tirmidhiys hadiith-samling og via bogen Sahiih Ibn Hibbaan mm. fra kæden af Sulayman Ibn Yasaar samt fra kæden af ^Abdullaah Ibn ^Umar samt fra kæden af ^Amr Ibn Dinaar, at de sagde: ”^Umar Ibn al-Khattaab holdt en tale for os i al-Djaabiyah-distriktet og sagde: ”Allahs sendebud holdt en tale for os og sagde:
أُوصِيكُمْ بِأَصْحَابِي، ثُمَّ الَّذِينَ يَلُونَهُمْ، ثُمَّ الَّذِينَ يَلُونَهُمْ، أَلاَ لاَ يَخْلُوَنَّ رَجُلٌ بِامْرَأَةٍ إِلاَّ كَانَ الشَّيْطَانُ ثَالِثَهُمَا، وعَلَيْكُمْ بِالجَمَاعَةِ وَإِيَّاكُمْ وَالفُرْقَةَ فَإِنَّ الشَّيْطَانَ مَعَ الوَاحِدِ وَهُوَ مِنَ الاِثْنَيْنِ أَبْعَدُ، فمَنْ أَرَادَ بُحْبُوحَةَ الجَنَّةِ فَلْيَلْزَمُ الجَمَاعَةَ، مَنْ سَرَّتْهُ حَسَنَتُهُ وَسَاءَتْهُ سَيِّئَتُهُ فَذَلِكَم الْمُؤْمِنُ.
Hvilket betyder: ”Jeg formaner jer til at gå i fodsporet af mine ledsagere dernæst deres efterfølgere, og dernæst disses efterfølgere. Ingen mand vil være på tomandshånd med en kvinde, undtagen at djævlen vil være den tredje tilstedeværende part. Hold jer til majoriteten og vogt jer mod splittelse; thi satan opsøger den enlige, men er længere borte fra et tomandskab. Så må den, der ønsker paradisets midte, holde sig til majoriteten. Den, som frydes af sine gode gerninger og bedrøves af sine synder, er så sandelig den fuldkomment troende.”” At-Tirmidhiy sagde: ”Denne hadith er hasan (sand) og sahiih (autentisk).
Denne udtalelse gør rede for nogle vigtige sager:
- Først og fremmest vigtigheden af at følge ledsagerne, eftersom det var dem, der overleverede religionen til deres følgere. Havde det ikke været for dem, da ville vi ikke have været bekendt med, hvad Allahs religion er. Desuden var det dem, der overleverede Koranen til os samt bevidnede åbenbaringen og nedsendelsen.
- Det andet er et forbud mod, at en mand er på tomandshånd med en fremmet kvinde. Hvilket vil sige et forbud mod at én mand er ene sammen med én kvinde, ifald denne ikke er nærbeslægtet, på et sted hvor de ikke kan ses af en tredjepart. Sendebuddet klarlagde årsagen til dette forbud, ved at sige: ”undtagen at djævlen vil være den tredje tilstedeværende part”. Det største motiv til hor er faktisk sådan et ophold. Når en mand lader sig opholde alene med en kvinde forstærkes djævlens indvirkning på ham til at friste ham til hor. Dvs. at det bliver lettere for djævlen at lokke folk til hor under sådanne forhold. Medens det under andre forhold ikke vil være lige så nemt.
- Desuden sagde sendebuddet, må Allah ophøje hans rang, i førnævnte udtalelse ”Hold et fast greb om majoriteten og vogt jer mod splittelse; thi satan er sammen med den enlige, men er fjernere fra et tomandskab”. Dette er en befaling fra ham, må Allah ophøje hans rang, til sin nation om at holde sig til ”Ahl as-Sunnah og al-djamaa^ah”-s tro, som sendebuddet lærte sine følgesvende, og som de så viderelærte til dem, der kom efter dem, og som disse så ligeså viderelærte til dem, der kom efter dem. Indtil troen nåede til denne tidsalder, som vi befinder os i. Denne tro, som ledsagerne besad, bæres fortsat af majoriteten af den muhammadanske nation. Majoriteten af den muhammadanske nation, det være sig fra den første generation eller de efterfølgende generationer indtil dagens dato, bærer fortsat denne tro. Sendebuddet har således tilskyndet sin nation til ikke at vige fra denne troslærdom.
Taksigelsen til Allah, være ophøjet, for at majoriteten - dvs. flertallet - af den muhammadanske nation indtil dags dato besidder den tro, som Allahs sendebud, må Allah ophøje hans rang, opfordrede, at have fast greb om og ikke vige fra. Hvis en person nu til dags vandrer de muslimske lande igennem, øst og vest samt nord og syd, vil han erfare, at deres lærde besidder én og samme tro. Tag Indonesien som et eksempel, hvis befolkningsantal tæller 170 millioner[1]. Alle deres lærde besidder Ahl as-Sunnahs tro, altså den Ash^airitiske tro, som i sandhed er ledsagernes tro. Den blev betitlet ”den Ash^airitiske tro”, fordi imam Abu al-Hasan al-Ash^ariy dokumenterede denne tro via Koran- og hadith-beviser samt gennem intellektuelle beviser.
I Abu al-Hasan al-Ash^ariys tid afveg mange mennesker fra denne tro, derfor gav denne storslåede imam sig i kast med at modarbejde dem og at beskytte den sunnitiske tro; Han forsvarede troen ved at klarlægge sunnitternes bevismaterialer i forhold til både intellektuelle beviser samt overleverede tekster. Af denne grund blev denne tro – som er ledsagernes tro og troen af enhver som fulgte dem frem til tidspunktet for imam Abu al-Hasans al-Ash^ariys æra – betitlet ”den Ash^airitiske tro”. Derpå blev enhver, som besad ledsagernes tro, betitlet Ash^ariy. Denne lærd præsenterede ikke et nyt trosmæssigt dogme, som står i kontrast til, hvad ledsagerne besad. Han gjorde blot det at skærpe beviserne for at modvirke vildfarelser fremsat af mu^tazilitter (afvigerne), khawaaridj (oprørerne), mushabbiihah (antropomorfisterne), dahriyyah (evolutionisterne), tabaa’i^iyyuun (naturalisterne) og andre blasfemikere.
Han gendrev deres falske argumenter, hvilke de anvender som belæg, og han afslørede dem som værende manipulatoriske og uholdbarlige. Allah begavede ham med en ekstraordinær evne i argumentation og med en skarp intelligens, der gjorde ham i stand til at nedlægge disse afvigere, hvad enten de var mu^tazilitter, antropomorfister, oprørere eller andre. Nu om dage besidder flere hundrede millioner muslimer denne overbevisning. Lærde fra Indonesien, Ægypten, hele Cham-regionen, Yemen, Irak, Tyrkiet, Afghanistan, Indien, Pakistan, Ifriqiya, Etiopien, Somalia, samt Nordafrika er alle i besiddelse af denne overbevisning, som betitles nu om dage ”den Ashairitiske tro[2]”. Denne tro er i bund og grund ledsagernes tro og deres følgers samt følgernes følgers tro, indtil den nåede vor mester Abu al-Hasan al-Ash^ariys æra. Derefter blev troen bevaret, og har siden da og frem til den dag i dag rodfæstet sig i majoriteten af den muhammadanske nation.
Denne tro konstaterer Allahs eksistens, som ikke er forudgået af intethed. At alt foruden Allah ikke eksisterede og blev så til derefter. Universets materie og bestanddele er alle tilblevne. Intet deraf er evigt med Allah. I evigheden eksisterede ingen andre end Allah; hverken lys, mørke, sted eller tid. Tiden defineres som intervallet der er målt mellem to hændelser, og Allahs eksistens er ikke forudgået af intethed, mens alt andet end Ham var ikke-eksisterende. Følgelig er tid og sted tilblevne; de eksisterede ikke i evigheden. Det samme er gældende for lys, mørke og vind. Dette er en del af Ahl as-Sunnah og al-Djamaa^ahs tro.
En anden ting er, at Allah ikke ligner noget. For hvis Han lignede noget af universet, da ville Han ikke have været Skaberen af universet. Dertil kommer, at alt, hvad der forandrer sig fra en tilstand til en anden, er tilbleven. Dette er faktisk et bevis på, at universet er tilbleven; universet eksisterede ikke og blev til derefter.
Da Abraham modbeviste sin bys beboeres tro, levede han i sin fødeby Babylon, Irak. På derværende tid var hans familie og alle andre mennesker vantro med undtagelse af hans nevø, Lut og Abrahams hustru, Sarah. De var begge muslimer, men resten var vantro. Folk tilbad planeter, solen og månen. Abraham fremlagde som argumentation og anvendte som bevismiddel for at afkræfte gyldigheden af deres tilbedelse af solen, månen og planeter, at disse forandres fra en tilstand til en anden. Sagt med andre ord er det som at sige til dem: ”I tilbeder noget, som forandrer sig fra en tilstand til en anden. Solen forandrer sig fra en tilstand til en anden, månen forandrer sig fra en tilstand til en anden og ligeså gør planeter. Hvordan kan disse fortjene tilbedelse?”. Den, der i sandhed fortjener tilbedelse, er Den, der forandrer dem fra en tilstand til en anden. Intellektuelt set er det umuligt, at de skulle have skabt sig selv eller ændret ved sig selv fra en tilstand til en anden. Derigennem har han klarlagt, at guddommen ikke forandrer sig fra en tilstand til en anden. Var dette tilfældet, da ville Han være i behov for den, der forandrer Ham. Hvis Han lignede universet på nogen som helst måde, da ville Han være lig skabningerne, og da ville Han være i behov for en skaber, som frembragte Ham. Desuden huser sunnitternes tro, at hæve Allah over sted, retning og samtlige egenskaber blandt universets egenskaber, såsom bevægelse, stilstand og lignende.
Ahl as-Sunnah kategoriserer Koranvers i to dele. De mener, at en andel deraf kan bæres bogstaveligt, og at en anden del ikke kan bæres bogstaveligt, men må tillægges nogle betydninger, der er passende for Allah, og som ikke svarer til skabningernes egenskaber.
Imam Ahmad Ibn Hanbal udlagde ikke Allahs udtalelse i Surat al-Fadjr, vers 22:
وَجَاء رَبُّكَ وَالْمَلَكُ صَفًّا صَفًّا
( wa djaa´a rabbuka wal malaku saffan saffaa )
som betyder: ”Og (tegn på) din Herres Magt vil fremkomme og englene vil fremtræde i rækker (på dommedag)” i form af, at Allah skulle henvende sig fysisk, altså i form af bevægelse og overflytning. Han fortolkede derimod det førnævnte vers ved at sige: ”Og (tegn på) din Herres Magt vil fremkomme”. På et andet tidspunkt udlagde han verset sådan: ”Hans befaling vil blive eksekveret af englene”. Hvis Allahs ”majii’” var i form af bevægelse og overflytning (fremkommen), altså hvis bevægelse, stilstand og flytning fra oven var muligt for Allah, som tilfældet med engle, da havde imam Ahmad ikke fortolket førnævnte vers med følgende: ”Og (tegn på) din Herres Magt vil fremkomme” eller ”Hans befaling vil blive eksekveret af englene”.
Under denne dag vil talrige engle nedstige fra oven. Englenes komme sker med bevægelse, idet de er skabninger skabt af Allah ligesom menneskene. De besidder skabningernes attributter; bevægelse, stilstand, nedstigning fra oven og dernæst opstigning fra neden. Dette er muligt for englene. Hvorfor undlod imam Ahmad den umiddelbare udtrykkelige betydning af verset egentlig? Hvorfor sagde han ikke ”majii’” er da kendt - Allah kommer og englene kommer”? Hvorfor fortolkede han ikke verset bogstaveligt? Men i stedet undlod han det og tillagde verset denne tolkning: ”Og (tegn på) din Herres Magt vil fremkomme” eller ”Hans befaling vil blive eksekveret af englene”? Hvorfor mon? Dette grunder i, at han tror på, at sunnitternes tro – som er sandhedens folks tro, som ledsagerne videreleverede fra sendebuddet – denne tro, som frikender Allah for bevægelse og stilstand.
Hvis en wahhabist siger: ”Hvordan kan Allah være fri for bevægelse og stilstand, når Han er levende og den, der lever, nødvendigvis må bevæge sig? Ergo må Allah vitterlig beskrives med bevægelse!”. Vores svar er: ”Dette er noget vås, og det er endda vantro. Hverken intellektet eller lovgivning påkræver bevægelse for en levende”. De hævder, at imam Ahmad er deres imam - de lyver! De påstår, at Allah vil på dommedag nedstige fra oven. På den anden side siger Ahmad: ” Og (tegn på) din Herres Magt vil fremkomme”.
Menneskeintellektet formår ikke at forestille sig eksistensen af noget, der hverken er i bevægelse eller i stilstand. På trods af dette skal man tro på det! Dette er som tilfældet med visse eksisterende skabninger, som vi ikke er i stand til at forestille os! Der er her tale om den tid, som var inden Allah skabte lyset og mørket. Uanset hvor ihærdigt mennesket prøver at forestille sig en tid, hvor hverken lys eller mørke fandtes, vil det ikke være i stand dertil, og dog skal man tro på dette, idet Koranen har stadfæstet denne tid. Allah, være ophøjet, sagde i surat al-An^aam:
وَجَعَلَ ٱلظُّلُمَٰتِ وَٱلنُّورَ
Hvilket betyder: ”… Og (Han) frembragte lyset og mørket (1).” Hvilket vil sige, at Han, være ophøjet, skabte mørket og lyset. De var ikke-eksisterede, så lod Allah, være ophøjet, dem begge blive til. Den første skabning; Vand fandtes inden disse. Dette var inden skabelsen af mørket og lyset.
Mennesket er pålagt at holde ved denne tro. Dvs. troen om at Allah, være ophøjet, eksisterer uden at være i bevægelse eller i stilstand. Han, være ophøjet, eksisterer uden at være begrænset i ét sted, i samtlige steder, i samtlige retninger eller i én specifik retning, såsom oppe, nede, højre, venstre, foran eller bagved; Også selvom vi ikke er i stand til at forestille os Ham, gennem at afbilde eller danne os et billede af det i hjertet.
Af denne grund sagde Ahl as-Sunnahs imam Ahmad og imam Dhun-Nuun al-Misriy, må Allah beære dem, der begge levede i det andet århundrede efter emigrationen: ”Hvad end du forestiller dig i din fantasi, er Allah forskellig fra det”. Med andre ord betyder dette: Om du bliver indbildt, at Allah, være ophøjet, er lys, så er Han sandelig ikke det. Om du bliver indbildt, at Allah er mørke, så er Han ikke det. Om du bliver indbildt, at Allah, være ophøjet, er stillestående, så er Han ikke det. Om du bliver indbildt, at Han, være ophøjet, er en enorm, gigantisk masse, der er større end Tronen, så er Han ikke sådan, og om du bliver indbildt, at Han er en lille mængde, så er Han heller ikke sådan. Dette skal begribes, så mennesket kan leve med Ahl as-Sunnahs tro, som stemmer overens med forstanden og den ædle Koran.
Koranen har peget på, at alt, hvad der hører til skabningernes egenskaber, er umuligt for Allah, være ophøjet. Der er her tale om vers 11 fra Surat as-Shuuraa:
لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْءٌ
Hvilket betyder: ”Der er Absolut intet, der er Ham lig.” Havde Allah, være ophøjet, været i en retning eller et hvilket som helst sted, da ville Han have ligheder med skabningerne. Vi opholder os på steder, ligesom hunden, djinn og grisen. Engle opholder sig også på steder, og det gør solen, månen og stjerner også. Deres sted er himmeltomrummet. Havde Allah, være prist, været på et sted, da ville Han have haft mangfoldige, utællelige ligheder.
Slut og Allah, være ophøjet, ved bedst.
[1] Ifølge statistikker fra tidspunktet for oplægget.
[2] Vores Shaykh tilsigtede samtidig maaturiditter, idet der ikke er forskel mellem disse, ashairitter og maturiditter, i hvad angår de fundamentale emner i troen. Ahl as-sunnah er nu om dage ingen på nær disse to partier.