Dette er et oplæg afholdt i Beirut af den hadith-lærde, den fiqh-kyndige shaykh, ^Abdullah Ibn Muhammad Al-^Abdariyy må Allah være nådig med ham, omhandlende en redegørelse for ledsagernes konsensus omkring troen. Denne lektion blev påhørt af shaykh Samiir Ibn Saamii Al-Qaadiy, shaykh ^Abdur-Razzaaq Ibn Muhammad Ash- Shariif, shaykh Nabiil Ibn Muhammad Ash-Shariif, shaykh Jamiil Ibn Muhammad Haliim og shaykh Muhammad Ibn Mustafa al-Bakriyy. Han, må Allah være ham nådig, sagde:
Lovprisning til Allah og må Allah hæve rangen af vor mester Muhammad og beskytte hans nation mod det, han frygtede for den. Allah, være ophøjet, har anlagt for os intellektuelle beviser for, at Han ikke ligner Sin skabninger på nogen måde. Han har anlagt for os intellektuelle beviser for, at sidden er umuligt for Ham, være ophøjet, og åbenbaret et entydigt vers i den noble Quran, som henleder dertil; Verset leverer bevis på at Allah, være ophøjet, er frikendt for at sidde samt for andre tilsvarende menneskelige træk; eller snarere frikendt for enhver af skabningernes egenskaber. Det er Allahs udtalelse i surat Ash-Shuuraa:
لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْءٌ وَهُوَ السَّمِيعُ البَصِيْر
[Laysa kamithlihi shay´un wahuas-Samii^ul basiir]
Hvilket betyder: ”Der er absolut intet, der er Hans lige, og Han er den Althørende og Altseende.”
Denne sætning er, til trods for dens korte omfang, omfangsrig i betydning. Den frikender Allah, være ophøjet, for enhver af menneskenes egenskaber. Menneskenes egenskaber kender vi fra os selv. Sidden er en af vores egenskaber. At flytte sig oppefra nedad eller nedefra opad er også blandt vores egenskaber. At optage et tomrum - dvs. at udfylde et sted - er også blandt vores egenskaber. Ligeså er forandring, påvirkning og emotion blandt vores egenskaber. Således er Allah, være ophøjet, frikendt for alle disse egenskaber. Den, der foregiver at følge salaf og hævder, at verset:
الرَّحْمَنُ عَلَى الْعَرْشِ اسْتَوَى[1]
[Ar-Rahmaanu ^alal-^arshis-tawaa]
betyder at Allah sidder, har forvredet virkeligheden og fremsat en åbenlys løgn. Idet ingen blandt salaf har sagt, at udtrykket ’istawaa’ i denne kontekst antyder at sidde. Dette er ikke blevet stadfæstet om nogen blandt sendebuddets ledsagere, der var kendt for deres kompetencer indenfor fortolkning af Quran, at have fremført dette. Dette kan ikke stadfæstes om nogen af dem. Nogle løgnagtige, af dem som kom efter ledsagerne, har løget og henvist til én af ledsagerne at have fortolket dette vers – verset omhandlende Allahs istawa’ over Tronen – med at Allah skulle have stabiliseret sig selv på eller have udfyldt Tronen. Dette udsagn er ikke fremkommet om nogen troværdige, kompetente personer. Dette udsagn er dog blevet leveret gennem en kæde af berettere, som af de kyndige indenfor hadith-lære betegnes som ”den løgnagtige kæde.” Denne kæde, denne løgnagtige beretningskæde, har løget om Ibn ^Abbas og anført, at Ibn ^Abbas har sagt, at ”الرَّحْمَنُ عَلَى الْعَرْشِ اسْتَوَى” betyder, at Allah har sat sig ned. Dette er rent opspind om Ibn ^Abbas. Det kan ikke stadfæstes om nogen blandt salaf, at de skulle have fortolket Allahs istawaa’ over Tronen med at sidde eller nedsætte sig. Ledsagerne beherskede det arabiske sprog, og forstod fra Allahs tale ”الرَّحْمَنُ عَلَى الْعَرْشِ اسْتَوَى” en betydning, der er passende for Allah, være ophøjet, såsom ophøjethed mht. status. Ophøjethed er én af Allahs egenskaber. Allah, være ophøjet, har beskrevet sig Selv dermed, idet Han sagde i surat al-Baqarah[2]:
وَهُوَ الْعَلِيُّ الْعَظِيمُ
Hvilket betyder: ”Og Han er al-^Aliy (Den Ophøjede) og al-^Adhiim (Den Almægtige).” At Han er Ophøjet, vil sige at Han har en høj og sublim status. Det betyder ikke, at Han sidder på Tronen, der er beliggende i den øvre del af univers. Ej heller gør Han det på al-Kursiy (Tronestolen), som i rumfang er gigantisk, og hvis placering er under Tronen. Alt dette er upassende for Allah, være ophøjet, idet at nedsætte sig og at sidde hører til skabningernes egenskaber. Enhver af menneskenes egenskaber er upassende for Allah, være ophøjet. En af salaf, imam Abu Dja^far at-Tahaawii, må Allah beære ham, som blev født i det tredje århundrede, og som dog nåede at opleve noget af det fjerde århundrede, hvorefter han døde, sagde i sin berømte troslære – der har været udbredt blandt hans samtids lærde og siden hen indtil vores tid:
وَمَنْ وَصَفَ اللَّهَ بِمَعْنًى مِنْ مَعَانِي الْبَشَرِ فَقَدْ كَفَرَ
Hvilket betyder: ”Den, der tilskriver Allah én af menneskenes egenskaber, begår vantro.” Denne sætning burde I lære udenad og lade jeres familiemedlemmer memorere.
Menneskenes egenskaber er mangfoldige. Enhver af os kender til menneskets egenskaber, dvs. skabningernes attributter. Enhver af os er bekendt med dem. At sidde hører til vores egenskaber. Djuluus (det at sidde) kan iht. det arabiske sprog ikke forekomme fra andet end de, der har to dele; en øvre del og en nedre del. Sådan er mennesket; derfor beskrives mennesket med at sidde. Hunden beskrives ligeså med at sidde. Mange andre dyr beskrives også med at sidde; netop fordi de har en øvre del og en nedre del.
Desuden er det at sidde i henhold til det arabiske sprog et udtryk for den fysisk kontakt, der finder sted mellem bagdel og gulv eller stol, eller noget lignende. Dette er hvad der forstås af at sidde. Hvordan kan Skaberen af universet, som skabte mennesket og dets egenskaber, samt skabte samtlige øvrige ting og deres egenskaber, beskrives med at sidde, som er et udtryk for den kontakt, der finder sted mellem to legemer, hvoraf den ene af dem er sammensat af to dele; dvs. besidder en øvre del og en nedre del? Hvordan kan disse hævde at være bekendt med Allah? De fortolker ”الرَّحْمَنُ عَلَى الْعَرْشِ اسْتَوَى” med at sidde og hævder samtidigt at være bekendt med og troende på Allah. Det kan der ikke være tale om. Dette er ren og skær løgn.
Desuden forvansker disse mennesker bevidst nogle Quran-vers, der er fremkommet i redegørelse for polyteisternes forhold; de som levede i tiden, hvor Quranen blev åbenbaret til Allahs sendebud, må Allah ophøje hans rang. Blandt polyteisternes fremsatte udsagn er:
مَا نَعْبُدُهُمْ إِلاَّ لِيُقَرِّبُونَآ إِلَى ٱللَّهِ زُلْفَىۤ
Hvilket betyder: ”Vi tilbeder dem kun, for at de må bringe os tættere på gud!”[3] Disse polyteister, som levede i sendebuddets tid og som var fjendske, afvisende, ondskabsfulde og ringeagtende over for sendebuddet; de plejede at sige: ”Disse idoler, som Muhammad, må Allah ophøje hans rang, forbyder os imod at tilbede, tilbeder vi kun, for at de må bringe os tættere på gud.” De bekendtgjorde altså, at de tilbad disse idoler. Og hvad betyder tilbedelse egentlig? Tilbedelse betyder den yderste grænse for underkastelse og hengivenhed. De højagtede idolerne, som man gør med Allah. De udviste idoler den yderste grænse for underkastelse og hengivenhed; Sådan tilbad de deres idoler.
De omtalte mennesker, som forvansker Allahs religion, anklager Muhammads nation, som tror på Allah og på Hans sendebud, må Allah ophøje hans rang og tror på, at ingen fortjener den yderste grænse for underkastelse og hengivenhed på nær Allah. Disse højagter ikke andre end Allah til det maksimale - til disse troende siger de: ”I er ligesom dem (polyteisterne); I er ligesom idoltilbederne, som sagde under deres insisteren på tilbedelse af idoler:
مَا نَعْبُدُهُمْ إِلاَّ لِيُقَرِّبُونَآ إِلَى ٱللَّهِ زُلْفَىۤ
Hvilket betyder: ” Vi tilbeder dem kun, for at de må bringe os tættere på gud!”. De siger: ”I er ligesom dem”. Når I tager afsted for at besøge sendebuddets grav eller en hvilken som helst profets eller waliyys grav, i søgen efter velsignelse, så betragtes I af disse for at have bedrevet afgudsdyrkelse, i lighed med polyteisme. Dette på trods af at opsøgning af velsignelse gennem sendebuddet, må Allah ophøje hans rang, og hans relikvier var noget, som ledsagerne havde til skik.
Ovenikøbet lod sendebuddet, må Allah ophøje hans rang, sig kronrage med et barberblad under afskedspilgrimsfærden samt under Dji^raanah-umrah for derefter at fordele håret blandt ledsagerne[4]. Formålet med dette var ikke andet end, at de skulle indhente velsignelse fra hårene. Således plejede de at opsøge velsignelse fra dem under hans levetid og efter hans død. De havde endda for skik at dyppe dem i vand og skænke af dette vand en drik til sygeramte i håb om at opnå velsignelse fra Allahs sendebuds relikvie. Denne beretning findes i al-Bukhariys samling samt andres. Nogle af dem modtog ét hår og andre modtog to. Khaled Ibn al-Walid, må Allah beære ham, havde en qalanasuwah (hjelm), hvori han havde anbragt nogle hår af profetens fronthår i dens fold, efter at sendebuddet, må Allah ophøje hans rang, lod sig kronrage under al-Dji^raanah-umrah. Al-Dji^raanah er beliggende efter Makkah hen mod Taa’if-området. Det var ikke fra den gang han, må Allah ophøje hans rang, lod sig kronrage under pilgrimsfærden. Det var hår fra barberingen der fandt sted under umrah. Khaled Ibn al-Walid, må Allah beære ham, tog fra disse hår - altså håret fra fronten - og lagde dem i sin qalansuwah. En af gangene og under et slag tabte han hjelmen. Han gik rundt og ledte efter den. Han ledte meget grundigt, og så fandt han hjelmen. Der blev sagt til ham: ”Hvorfor leder du så intensivt efter denne hjelm?” Så sagde han: ”Jeg har anbragt nogle hår fra Allahs sendebuds fronthår i den, og jeg har ikke overværet et slag, undtaget at jeg blev skænket sejr. Hver eneste gang jeg har overværet et slag, fik jeg skænket sejr over de vantro grundet den velsignelse, der ligger i disse hår; profetens hår.[5]
Ledsagerne var kendt for at søge velsignelse gennem profetens relikvier. Også efter profetens bortgang. Under ^Omar Ibn al-Khattaabs æra fandt en stor hungersnød sted. I hele ni måneder afholdt nedbøren sig fra dem, og så blev de udsat for en hungerkatastrofe. Én af sendebuddets ledsagere henvendte sig til profetens grav og sagde: ”O Allahs sendebud, bed om regn for din nation, for de er ved at omkomme.” Denne handling betegnes istighaatha (anråb om hjælp)[6] og tawassul (Bønfald til Allah gennem nogen)[7]. Denne mand så efterfølgende i drømmen profeten sige til ham: ”Hils ^Omar, og fortæl ham, at de vil få regn.” Manden henvendte sig til ^Omar og underrettede ham om sin drøm, og om hvad han havde gjort; at han havde henvendt sig til sendebuddets grav og havde udført tawassul ved ham.[8]
Derefter gav Allah, være ophøjet, dem regn til en grad, at dette år blev betitlet frodighedsåret, grundet den forøgede plantevækst, der viste sig. Kvæg blev velnæret til en grad, at de blev righoldige på fedt; af denne grund blev dette kaldt frodighedsåret.
Denne tawassul som denne ledsager gjorde, hvilket var at anråbe Allah om hjælp gennem profeten, blev ikke afvist eller skældt ud af ^Omar. Han sagde ikke til ham: ”Hvordan kunne du opsøge hjælp fra Allahs sendebud? Hvordan bønfalder du Allah og trygler Ham gennem Allahs sendebud, når han da er død?” Hverken ^Omar eller nogen anden sagde dette til ham. Enhver, som blev bekendt med denne episode, har ikke kritiseret ham for sin handling. Denne handling hører faktisk til salafs skikke. Der findes tillige andre episoder, hvori profeten blev af ledsagerne benyttet som middel. På trods af alt dette, dømmer disse afvigere, grundet deres fordærvede hjerter, muslimerne, som opsøger velsignelse via Allahs sendebud og awliyaa’, som værende vantro. Disse føromtalte vers, som blev åbenbaret om polyteisterne, der tilbad idoler, anvender disse afvigere om de muslimer, som opsøger velsignelse ved at benytte profeter og awliyaa’ som middel.
Slut og Allah, være ophøjet, ved bedst
[1] Surat Taha vers 5.
[2] vers 255
[3] Surat az-Zumar vers 3
[4] Berettet af al-Bukhariy i hans Sahih under afsnittet om det vand, hvormed man vasker menneskehår.
[5] Berettet af al-Bayhaqiy i bogen dalaa’il an-Nubuwwah under afsnittet om Dimaam Ibn Tha^labata’s ankomst til Allahs sendebud samt al-Haakim i hans bog al-Mustadrak under afsnittet om Khalid Ibn al-Waliids dyder, må Allah være nådig med ham. Denne historie er klassificeret som sahih (autentisk) af Shaykh Habiib ar-Rahman al-A^dhamiy under hans kommentering af al-Mataalib al-wafiyyah.
[6] Anråb om hjælp
[7] At-Tawassul er bøn til Allah om at opnå en nytte eller at afværge en skade via omtale af en profets eller en waliys navn som beæring for den man benytter som wasiilah (middel).
[8] Berettet af al-Bayhaqiy i bogen Dalaa’il an-Nubuwwah under afsnittet om hvad der fremkommet om synet af profeten i drømmen.